Krigshistoriker: FE's ændring af varslingstiden bør sætte skub i forligsforhandlingerne

Varslingstiden, som Forsvarets Efterretningstjeneste angiver i sin årlige trusselsvurdering, er nu endegyldigt skiftet fra, at man forventede et varsel på mindst ti år, før der kunne opstå en trussel mod dansk territorie, til at der nu er tale om en årrække, som ikke er nærmere defineret, men i hvert fald er kortere end ti år.

Det er denne varslingstid – og fortolkningen af denne – som politikere og myndigheder anlægger, at hunden er begravet, og hvor risikoen for fejl kan opstå.

For hvad er en varslingstid, og hvor meget kan man egentlig nå at forberede, opbygge og træne indenfor den fastsatte varslingstid? Og hvor hurtigt kan varslingstiden ændre sig, og kan vi regne med den?

{{toplink}}

Disse overvejelser bør være en central del af overvejelserne om de sikkerhedspolitiske vilkår for Danmark og dermed også forsvarsforliget.

Fra kort til lang reaktionstid

Varslingstid er længden på den reaktionstid, man forventer at få, inden noget sker. Indenfor efterretningsverdenen er det et af de helt centrale elementer i analysen og en hjørnesten for en national efterretningstjeneste.

Ofte er den primære opgave for en efterretningstjeneste at kunne varsle om trusler mod staten så betids, at angreb kan imødegås og afværges.

En klassiker indenfor efterretningstjeneste er Cynthia Grabos bog 'Handbook of Warning Intelligence', hvor hun beskriver det system, hun udviklede i tresserne og halvfjerdserne i sin tjeneste ved CIA, blandt andet for at varsle om et overraskelsesangreb fra Sovjetunionen.

Dengang, i en galakse langt langt væk, under den kolde krig, var varslingstiden meget kort. Begge parter, Nato mod Warsawapagten, kunne på meget kort tid – indenfor dage eller uger – lave et overraskelsesangreb på modparten.

Det medførte et højt militært og politisk beredskab, som var virkelighed fra 1948 til 1991, hvor den første kolde krig i praksis sluttede – eller rettere holdt pause indtil 2014 eller 2022, lidt afhængig af hvordan man tæller.

Varslingsuret tikker

I nullerne og under kampen mod terror var der ingen trussel mod dansk territorie, og vi nedrustede i stor stil. Alligevel lykkedes det, ofte med kort varsel, at opstille militære bidrag til stabiliseringsoperationer i fjerne lande, hvor vi hverken kendte konflikten, konteksten eller kulturen, og hvor vores træning og materiel slet ikke passede.

{{toplink}}

Men på baggrund af politiske beslutninger, kunne man hurtigt udsende kompagnier til Irak og Afghanistan, kampfly til Sicilien og fregatter til Afrikas Horn.

Selvom bidragene sled og belastede Forsvaret – mest på personelsiden med flugt, stress og PTSD som følger, men også på materielsiden med slid og tab – så var det trods alt mindre bidrag, som ikke omhandlede rigets sikkerhed, og krævede en fuld mobilisering af samfundet.

Da det hed sig, at varslingstiden var mindst ti år før, der kunne opstå en trussel mod Danmark, så var konklusionen den, at det ikke var nødvendigt at foretage sig konkrete tiltag. Det ville man have tid nok til, når en trussel begyndte at opstå, og varslingstiden blev justeret.

Men blev varslingstiden rettidigt justeret? Hvornår begyndte varslingsuret egentlig at tikke ned fra de ti år? Var det i 2014, da Rusland annekterede Krim og begyndte krigen mod Ukraine i Donbas? Var det i 2022, da Rusland angreb længere ind i Ukraine og i fuld skala?

Hvis man skal tro Forsvarets Efterretningstjeneste, så er det først nu, at varslingstiden reelt er ændret, og det er derfor, at de konkrete forberedelser – forsvarsforliget – begynder nu og sigter cirka ti år ud i fremtiden før, vi skal være klar.

Men er det godt nok, og kan vi regne med varslingstiden? Hvad nu, hvis der sker noget før?

Efterretningstjenesters vurderinger har lige siden fadæsen om masseødelæggelsesvåben i Irak været forsigtige og tvetydige, og det bør vi snart have lært at forstå, selvom det ofte passer godt ind i politisk spin og gør bortforklaringer nemmere.

Fjenden venter ikke

Udmeldingerne i forbindelse med forsvarsforliget er, at man ikke kan få afløb for pengene hurtigt, og at det tager lang tid.

Det bør rejse det akutte spørgsmål om, hvad vi kan gøre, hvis varslingstiden ændrer sig. Varslingstiden er vel at mærke, ikke noget vi selv bestemmer. Det gør fjenden.

Trusselsvurderingen er vores vurdering af fjendens hensigt og kapacitet, i kombination. Vi kan tage fejl, og han kan vurdere anderledes eller ændre hensigt med kortere varsel.

{{toplink}}

Måske er det derfor betimeligt at stille os selv følgende påtrængende spørgsmål: Hvad kan vi egentlig nå at forberede rent militært, hvis varslingstiden var ét eller to år? Hvad skal vi rent lavpraktisk gøre, hvis vi skulle påbegynde en 12 måneder lang uddannelse af værnepligtige til krig allerede her i foråret? Hvad nu hvis vi kun har seks måneder til at uddanne dem, hvad skal vi så gøre? Hvordan indkalder vi dem, hvor skal de bo, og hvor kommer instruktørerne fra?

Det er ikke spørgsmålet om, vi kan, men spørgsmålet om, hvad vi skal gøre, hvis vi skal. Hvor mange missiler kan vi få leveret? Hvor mange artillerigranater? Hvordan opbygger vi på ét år en større samfundsresiliens og koordinering af samfundets beredskab?

En varslingstid på en årrække er væsensforskellig fra en på ti år og bør give anledning til nogen hast. Vi kan ikke længere anskue opbygningen over mange mange år. Vi bør seriøst planlægge, hvad man kan gøre på ét eller to år, og komme i gang.

Hvis vi ikke helt ved hvordan, kan vi tage til Ukraine og lære af dem.

debat@altinget.dk