Historiker: DR's krigsdokumentar er rørende, men viderebringer for mange fejl og myter

 

Danmarks Radio bringer i disse uger en tv-dokumentar på i alt seks afsnit om den danske deltagelse i krigene på Balkan, Afghanistan og Irak.

De første to afsnit handler om engagementerne i Kroatien, Bosnien-Herzegovina og Kosovo samt vejen til Afghanistan. De følgende to afsnit handler om Irak, mens de sidste beskriver danske soldaters virke i Helmandprovinsen og den ydmygende afslutning på Afghanistankrigen i 2021.

Budskabet i serien er dobbelt. For det første at danske beslutningstagere i 1990'erne engagerede Danmark i krigen på Balkan uden at have sat sig ind i konflikten. Derfor blev soldaterne ikke forberedt på, hvad der ventede dem, og konsekvensen var katastrofal. Engagementet kostede fem danske soldater livet, og flere blev traumatiseret.

For det andet er budskabet, at USA med aktiv støtte fra Danmark i 2000'erne satte Afghanistan og Irak i brand og i de følgende årtier påførte befolkningerne ufattelige lidelser med afsæt i tomme løfter, løgne og fabrikerede påstande. Alene i Afghanistan menes krigen at have kostet 176.000 mennesker livet.

Spørgsmålet er, hvad Danmark fik ud af den militære aktivisme. Intet, absolut intet, lyder budskabet.

Brigadegeneral Ole Kværnø udtaler, at Afghanistan i 2024 helt overvejende ligner det Afghanistan, der blev angrebet 23 år tidligere. Tilsvarende forklarer Danmarks forhenværende ambassadør i Irak Torben Gettermann, at Danmark fik nul komma nul ud af Irakkrigen.

Blandt danske beslutningstagere var der i 2000'erne en forventning om, at krigsdeltagelsen ville resultere i et dansk eksporteventyr, men heller ikke det blev til noget.

{{toplink}}

Til gengæld kostede de mange militære operationer dyrt og ikke kun i kroner og øre. I alt faldt 48 danske soldater i kamp, men dertil skal vi lægge, at den sikkerhedspolitiske situation i dag på visse punkter minder om tiden under Den Kolde Krig. Territorialforsvaret skal derfor retableres, forsvarsudgifterne skal op, og samfundssikkerheden skal højnes.

Det er som om, at vi er tilbage, hvor det hele startede for 30 år siden. Var det hele formålsløst og forgæves?

Bevægende fjernsyn

Dokumentarens bærende fortællere er veteraner, der beretter om livet som udsendt. Det er historien om kammeratskaber, idealisme og krakelerede verdensbilleder. Men det er også historien om faldne og lemlæstede, og om forældre, der har måttet føre deres sønner til graven.

En gennemgående figur er major Anders Storrud. Hans mor fortæller fra første til femte afsnit om sin søn og hans længsel om at blive soldat. Vi hører om de første udsendelser og om den unge soldats stolthed over at tjene Danmark.

I næstsidste afsnit kulminerer historien. Krigen i Afghanistan går forfærdeligt, Storrud får bekymringsrynker i panden, og den nu garvede soldat ændrer langsomt karakter.

Den 15. oktober 2007 sker det forventelige. Anders Storrud bliver ramt af fjendtlige mortergranater under en patruljering i Helmandprovinsen, han afgår dagen efter ved døden og bliver efterfølgende begravet fra Garnisonskirken i København.

Historien om Anders Storrud er en tragedie, men desværre er det kun en blandt mange tilsvarende historier.

'Velkommen til frontlinjen' er bevægende fjernsyn, og man skal have et hjerte af sten for ikke at få gåsehud af soldaternes beretninger.

Er der nogen i Danmark, der har betalt en pris for den danske militære aktivisme, er det soldaterne og deres pårørende. Soldaternes beretninger er et tilstrækkeligt argument for at se dokumentaren.

For mange fejl og unøjagtigheder

Instruktøren Anders Riis-Hansen svigter til gengæld sine seere, når dokumentaren forklarer de politiske sammenhænge, der førte de danske soldater i krig.

Det er en skam, især fordi Anders Riis-Hansens formål med serien er at rejse en "demokratisk samtale" om, "hvorfor og hvordan det kunne gå så galt".

Det er en prisværdig ambition, men for at lykkes med den, burde Riis-Hansen have forsynet dokumentaren med den faktiske og relevante viden, vi har. Det gør han desværre ikke.

Tilsvarende burde han have gået flere af ekspertudsagnene igennem med tættekam for at rense ud i de lidt for mange fejl og unøjagtigheder, som dokumentaren derfor kommer til at kolportere.

For eksempel er det et problem, at nogle af de eksperter, der bidrager til dokumentaren, strammer deres pointer så hårdt, at de reelt tegner et fejlagtigt billede af det skete.

Spørgsmålet om, at Irak skulle have haft masseødelæggelsesvåben, er et godt eksempel på en sådan stramning. Her efterlades seerne med det indtryk, at danske og amerikanske beslutningstagere var vidende om, at Saddam Husseins Irak ikke var i besiddelse af masseødelæggelsesvåben.

{{toplink}}

Men det er der intet belæg for i den eksisterende litteratur. Derimod ved vi, at det var FE's samtidige vurdering, at Irak havde masseødelæggelsesvåben, og vi ved, at FE videregav denne vurdering til VK-regeringen.

Banaliserer dilemmafyldte beslutninger

Dernæst forekommer det besynderligt, når journalist Charlotte Aagaard fortæller, at 2003-beslutningen var første gang, hvor Danmark var klar til at gå i krig uden et FN-mandat.

Det er forkert, for allerede i 1998 besluttede SR-regeringen, at Danmark skulle støtte en militær operation i Kosovo, selvom der ikke forelå et FN-mandat.

I samme åndedrag forklarer Aagaard, at den aktivistiske udenrigspolitik startede i 2003, hvilket er helt mystisk. Den startede som bekendt omkring Den Kolde Krigs afslutning.

Endelig er der i dokumentaren en tendens til at banalisere det, der i virkelighedens verden var vanskelige og dilemmafyldte beslutninger.

I fjerde afsnit bringes et klip med Torben Gettermann, der omtaler det som "en helt igennem forkert beslutning", at Danmark gik i krig i Irak. Det kan man selvfølgelig godt mene, men det rejser så samtidig spørgsmålet, hvorfor regeringen traf beslutningen.

Her er svaret, at beslutningen ikke handlede om Irak, men om hvor Danmark skulle placere sig i det, der tegnede til at blive en stadig mere splittet alliance.

Skulle Danmark læne sig op ad USA og Storbritannien, der havde været Danmarks tætteste allierede siden 1949? Eller skulle Danmark tilvælge Tyskland og Frankrig og dermed lægge luft til landets primære beskyttelsesmagter?

Det var et ægte dilemma, men ved ikke at præsentere det som sådan, banaliserer dokumentaren reelt beslutningen.

Sætter ansigt på de udsendte

Så hvordan skal vi gøre regnebrættet op?

Først og fremmest fortjener Riis-Hansen og hans to med-instruktører, Laurits Nansen og Amalie Hovøre, anerkendelse for at præsentere offentligheden for de mange soldaterberetninger om årene på Balkan, i Afghanistan og i Irak.

Det er vigtigt fjernsyn, de udsendte har fået ansigter og stemmer, og det har de fortjent.

Til gengæld burde Riis-Hansen have givet et mere retvisende billede af de politiske sammenhænge, der omgærdede de forskellige krige. Ved ikke at gøre det, risikerer dokumentaren at puste til myterne, og det er det sidste, vi har brug for.