Fagforening: Faglærte soldater er afgørende for Hærens fremtid

Manglende anerkendelse af den faglighed, konstabler og korporaler besidder, tømmer Hæren for kampkraft, skriver Tom Block.

Urimelig lav løn, manglende anerkendelse og ringe fremtidsmuligheder. Det er vilkårene for konstabler og korporaler. Derfor strømmer de ud af Forsvaret i de her år. Selv soldater med mange års erfaring har fået nok og søger væk.

Manglende anerkendelse af den faglighed, konstabler og korporaler besidder, og det faktum, at de er villige til at lade livet for din og min skyld, tømmer Hæren for kampkraft. Der har de seneste år manglet mellem hver fjerde og hver femte kollega.

Det er dybt bekymrende. For hvem skal så sørge for din og min sikkerhed og tryghed? Køre kampvognene, betjene våbnene og styre dronerne i krigstid og holde Hæren kampklar i fredstid?

Blandt vores medlemmer i HKKF – Soldaternes Fagforening er frustrationerne over de manglende kolleger og de pressede arbejdsvilkår mange.

Forklaringen på, hvorfor mange konstabler går fra et stærkt kollegaskab og et job, de i bund og grund elsker, er derimod enkel: Alt for ringe arbejdsvilkår og en for lav løn.

Pinligt lav løn

Lønnen er da også pinligt lav – for en del konstablers vedkommende så lav, at de blandt andet ikke kan investere i egen bolig, når de stifter familie.

Konstabler og korporaler er Hærens rygrad, de passer på Danmark – garanterer din og min sikkerhed og er i sidste ende villige til at lade livet for den.

De løser komplekse opgaver, anvender højteknologiske våben og materiel. Er væk fra familien i lange perioder på øvelser og internationale missioner med alle de afsavn, det fører med sig. Bliver med kort varsel sendt ud for at løse nationale og internationale beredskabsopgaver. I øjeblikket spiller de en vigtig rolle i træningen af ukrainske soldater i England. Og til sommer tager de igen til Letland for at deltage i Natos afskrækkelse af Rusland.

{{toplink}}

Alligevel er vores medlemmer den eneste uniformerede faggruppe i staten, der stadig er ufaglært. At forestille sig en ufaglært politibetjent – nej, vel?

Forsvaret befinder sig i en skæbnestund. Derfor er resultatet af det delforlig, der er lige på trapperne fra forsvarsministeren så afgørende. På grund af den igangværende dødsspiral, hvad angår medarbejderflugt, er det ikke længere et 'kan', men et 'skal', når det drejer sig om konstabel- og korporalgruppen.

Der skal investeres i en erhvervsrettet konstabeluddannelse, der gør soldaterne faglærte. Og den civile uddannelsesordning, man suspenderede fra politisk hold i 2013, skal genindføres.

Det er den hjertestarter, konstabelgruppen har brug for: Anerkend konstabler og korporaler som professionelle soldater. Giv dem samme vilkår som politibetjente, sygeplejersker, SOSU-assistenter med videre. Giv dem et fag og en faglært løn, de kan leve af.

Forrige artikel Tidligere PET-chef: Bjelke-rapporten er et rystende opgør med gældende retsprincipper Tidligere PET-chef: Bjelke-rapporten er et rystende opgør med gældende retsprincipper Næste artikel Jesper Olsen om hjemsendt forsvarschef: Det kalder på nye vilkår for statens topchefer Jesper Olsen om hjemsendt forsvarschef: Det kalder på nye vilkår for statens topchefer