EL: Nato skal hverken styre slagets gang i Arktis eller diktere relationen til Kina

Danmark bør takke nej til yderligere militarisering fra Nato og ja til dialog-baseret konflikthåndtering, skriver Eva Flyvholm (EL).

Nato-topmødet den 14. juni varslede en udvidelse og styrkelse af Nato-samarbejdet: En mere markant kant til Rusland, mere Nato-involvering i Arktis og en mere klar markering overfor Kina.

Men øget militarisering af de store globale udfordringer, som vi står overfor, er den helt forkerte vej at gå. Danmark bør sige nej tak til et styrket og bredere Nato.

Efter snart halvandet år med en hærgende global pandemi og en tiltagende galoperende klimakrise er det sidste, som vi har brug for, mere oprustning og styrkelse af Nato på den globale scene.

Derfor skal Danmark ikke bakke op om, at Nato råderum skal udvides til at adressere relationen mellem USA og Kina, ligesom vi heller ikke bør bakke op om, at Nato får større indflydelse i Arktis.

Dialog frem for oprustning

Danmark bør sætte alt ind for at sikre, at Arktis bliver et lavspændingsområde og derfor holde Nato mest muligt ude af samarbejdet omkring Arktis.

Vi skal ikke militarisere et så vitalt område og gøre Arktis til arena for global stormagtsrivalisering blandt andet ved at isolere Rusland og se stort på de lokale befolkninger.

Regeringen bør arbejde for at involvere alle medlemmer i rigsfællesskabet om lavspænding, klimaet og lokal kapacitetsopbygning. Det har Danmark som medlem af rigsfællesskabet et helt særligt ansvar for at sikre.

Relationen mellem Europa og Kina skal ikke bæres af Nato-samarbejdet. Europas håndtering af relationen til og udfordringer med Kina skal ikke dikteres af Washington eller af Natos militære tilgang, men ske på basis af politisk dialog, herunder nødvendig kritik af menneskerettighedskrænkelser og brug af økonomiske instrumenter. Bare fordi USA har fået Joe Biden som ny præsident, skal Danmark ikke lægge flere æg i Natos kurv.

Unødvendig oprustning

Vi vinder ikke freden og stabiliteten ved at intensivere rivaliseringen med Rusland og Kina.

Selvom Donald Trumps hårde retorik er blevet erstattet af en mere formildnet Biden, betyder det ikke, at de amerikanske interesser ikke er de samme.

Nato bidrager til den globale oprustning, som er det sidste, vi har brug for i en verden med global pandemi og klimakrise. Derfor skal vi heller ikke hæve det danske bidrag til Nato.

Danmark bør sige nej til militarisering og investere langt mere i nedrustning og konfliktløsning.

Forrige artikel Bramsen og Lidegaard: De smarteste klimaløsninger afgør, hvem der har det stærkeste militære forsvar Bramsen og Lidegaard: De smarteste klimaløsninger afgør, hvem der har det stærkeste militære forsvar Næste artikel Tidligere FN-ansat: Vetoretten i Sikkerhedsrådet har været en hæmsko for fred Tidligere FN-ansat: Vetoretten i Sikkerhedsrådet har været en hæmsko for fred