Eksperter i cybersikkerhed: Vi bør genoverveje cybervåben som politisk værktøj
Krigen i Ukraine har vist, at cybervåben kun i mindre grad er brugbart som militært redskab. Cyberhændelser mod og af Iran peger derimod på, at cybervåbnets primære berettigelse er som politisk værktøj. I det lys bør danske politikere åbne mere op for brugen af cybervåben, skriver Kasper Tobias Ekmann og Jeppe Teglskov Jacobsen.
Brugen af cybervåben i militære konflikter er som følge af Ruslands invasion 24. februar taget op til genovervejelse. Diskussionerne har i forsvars- og sikkerhedspolitiske kredse bølget frem og tilbage, primært fordi cyberspace som militært kamprum har spillet en mindre rolle i krigen end forventet. Rusland anses ellers for at have dygtige militære hackerenheder og har tidligere udført markante angreb, blandt andet mod Ukraine i 2017.
De fleste eksperter havde forventet, at det russiske militær ville indgå i koordinerede angreb på Ukraine, fx støttet af enheder fra de konventionelle domæner sø, luft og land. Flere havde forventet, at cyberspaceoperationer ville blive brugt til at støtte russiske fremryk på slagmarken ved at lamme ukrainernes muligheder for at kommunikere, og at cybervåben skulle indsættes selvstændigt for at ødelægge forsyning af energi, militære kontrol- og kommandosystemer eller lignende.
I stedet har russerne både udvist manglende evne på koordination mellem cyberdomænet og de konventionelle kamprum, og de selvstændige cybervåben er stort set udeblevet fra kampen. Det har givet næring til tvivlen om cybervåbnets pålidelighed i militære konflikter. Kriges uforudsigelighed og nødvendigheden af at træffe hurtige beslutninger for at tilpasse kampen vanskeliggør udviklingen såvel som indsættelsen af det digitale våben.