Forsvarsakademiets nye chef udpeget

Chefen for Forsvarsakademiet vil også fremover have sin baggrund i Søværnet. Når den nuværende chef, kontreadmiral Nils Wang, går på pension i slutningen af april, vil han nemlig blive afløst af kommandør Henrik Ryberg, der samtidig udnævnes til kontreadmiral. Det oplyser Forsvarsministeriet i en pressemeddelelse.

Henrik Ryberg er i dag vicedirektør i Forsvarsministeriets Personalestyrelse og har en fortid som blandt andet chef for inspektionsskibet Thetis og næstkommanderende på korvetten Niels Juel. Han har desuden blandt andet været kursusleder på VUT II-forløbet på Forsvarsakademiet og chef for Fakultet for Militærpsykologi, Ledelse og Pædagogik på Forsvarsakademiet.

Forsvarsakademiet er ikke den eneste enhed i Forsvaret der får ny chef. Der gør også Specialoperationskommandoen. Her går Jørgen Høll på pension i slutningen af marts og afløses af Peter Harling Boysen, der er 54 år og kommer fra en stilling som vicechef for Operationsstaben. Han udnævnes i samme ombæring til generalmajor.

Login