Det vil forsvarsindustrien tale om i krogene

Onsdag og torsdag i næste uge mødes den danske forsvarsindustri til sin årlige "familie-komsammen". Over pindemadderne og kaffen kan industriens mænd og (meget få) kvinder se tilbage på et år, der stod i ventetidens tegn. Venten på forsvarsforliget - der som bekendt først landede i søndags. Nu kan arrangørerne tørre sveden af panden. For halvdelen af programmet står nemlig i forsvarsforligets tegn. Og så er det jo rart, at der rent faktisk er indgået et nyt forsvarsforlig.

Værnscheferne og viceforsvarschefen kommer og uddyber detaljerne i forsvarsforliget og hvor mange materielindkøb, der er udsigt til og hvornår de falder. De danske virksomheder kommer ikke til at levere dyppesonar, torpedoer, områdeluftforsvarsmissiler eller lignende. Men der følger modkøb i hælene på indkøbene. I hvert fald indtil videre. For et af de store samtaleemner vil unægteligt være EU-Kommissionens åbningsskrivelse, hvor man i direkte vendinger skriver, at vores nye modkøbsregler fra 2014-2015 er i strid med EU-loven. Derfor er vores modkøbskrav i forbindelse med købene af pansrede mandskabsvogne, pansrede patruljekøretøjer og artilleri faktisk ulovlige - mener EU. Og det vidste vi egentlig godt, at de måske ville sige. Til netop forsvarsindustriens sammenkomst i 2014 fortalte Kammeradvokatens mand netop om hvordan man håbede på, at de nye modkøbsregler var blevet skruet sådan sammen, at de kunne tilfredsstille EU uden at slå dansk forsvarsindustri ihjel.

De mere sarkastiske vil desuden pointere, om det i virkeligheden ikke betyder noget om Danmark stiller krav om modkøb eller er EU-duks. For hvis det danske forsvar er tilpas afhængig af ens materiel og tilhørende reservedele, så kan man som udenlandsk våbenproducent true sig til at slippe for modkøbsforpligtelser. Det er i hvert fald hvad producenten af den skandaleramte EH101-helikoptere er lykkedes med. Så hvis man skal sige noget positivt om hele den årelange misere med EH101-producenten Leonardo (der tidligere hed AgustaWestland, red.), så er det aktuelle indkøb af reservedele da i det mindste ikke i strid med EU-reglerne.

Login