Miljøskibe skal også være krigsskibe

I kølvandet på indgåelsen af det nye forsvarsforlig for 2018-2023 er det igangværende udbud på at bygge fire nye miljøskibe til Forsvaret blevet annulleret. Det er dog ikke ensbetydende med, at Forsvaret ikke længere skal stå standby til at kunne rykke ud med flydespærringer med mere i tilfælde af olieforurening i de danske farvande. Det skal man stadig og der skal stadig bygges nye skibe. Det skal dog ikke være skibe, der kun kan bruges til miljøindsats. I stedet kunne man godt tænke sig nogle mere fleksible skibe, der både kan løse miljøopgaver og mere almindelige militære opgaver. Populært kan man sige at de orange miljøskibe skal erstattes af grå militærskibe, der både kan udrustes med flydespærringer og kanon.

Gode folk i Forsvarsministeriet og Forsvaret skal nu lægge hovederne i blød og se på hvordan de omkring 600 mio. kroner, som var afsat i 2013-2017 forliget til fire nye miljøskibe, kan bruges mest fornuftigt til en ny skibstype. Præcis hvordan skibene designes og udrustes ved man endnu ikke. Men tanken er i hvert fald at Søværnet tilføres fire bevæbnede skibe mere til patrulje og anden opgaveløsning i de indre danske farvande. De vil supplere standardfartøjerne af DIANA-klassen samt Marinehjemmeværnets skibe.

Ved at gøre de nye miljøskibe til andet end kun miljøskibe, så bliver man i stand til at få "mere skib for pengene". For i dag ligger miljøskibene i beredskab og sejler kun i forbindelse med træning og udrykning. Med de nye skibe med flere funktioner kan man udnytte skibene og få flere sejldage ud af de enkelte skrog. Desuden får man det man i embedsmandssprog kalder "mere bredde og mere robusthed" i flåden af krigsskibe til brug i de indre danske farvande. Set fra Moskva vil man nok snarere kalde det en minimal oprustning.

Login