Succesfuld test af Thales-radar

Den fransk-hollandsk radarproducent Thales’ SMART-L radar har fra Thales’ fabrik i Holland fornylig opdaget og fulgt et ballistisk missil, som US Navy affyrede fra en fregat nær Hebriderne i Skotland. Radaren fulgte missilet på en afstand af i gennemsnit 1.500 kilometer i mere end fem minutter. Den succesfulde test af SMART-L radaren er interessant fordi det netop er den radar, som Thales gerne vil sælge til Danmark, så vi kan opdage og følge fjendtlige indkommende ballistiske missiler og være en del af NATO’s ballistiske missilforsvar.

Selvom de danske politikere ikke officielt har besluttet at sætte udskiftningen af de nuværende Thales-radarer på vores fregatter i gang, så de kan opdage missilerne, så er Thales i fuld gang med at fortælle om deres system, mens andre potentielle leverandører er mere tilbageholdende - og den danske outsider Weibel er gået i udbrud og "lobbyer" for sin radar i en grad, som af stadig flere opfattes som en tand for meget, når man tager den manglende politiske "go" i betragtning sammen med det faktum, at Forsvarets Materiel- og Indkøbsstyrelse derfor endnu slet ikke har udsendt en "request for information" angående en mulig radaropgradering.

Thales har indtil videre solgt fire SMART-L radar til montering på den hollandske flådes fire fregatter af De Zeven Provinciën-klassen og to landbaserede SMART-L radarer til det hollandske flyvevåben.

Login