Nyeste svar

Her kan du læse udvalgte svar fra regeringen til Folketinget

Minister: Christiansborg sylter ikke Risø forskerpark

SVAR:

Uddannelses- og forskningsministeren afviser, at Christiansborg sylter Risø forskerpark. Ministeren forklarer bl.a., at Bygningsstyrelsen har tilbudt DTU at købe den statslige jord, som Risø Park skal ligge på. Herved har DTU allerede nu mulighed for at etablere forskerparken sammen med relevante samarbejdspartnere. Alternativt vil forskerparken kunne etableres inden for den statslige huslejeordning. DTU har afslået tilbuddet med reference til ønsket om selveje af hele Risø Campus.

Neergaard: Kan ikke ændre på praksis for dimittenders dagpengeret

SVAR:

Enhedslisten undrer sig over, at beskæftigelsesministeren henviser til den snarlige offentliggørelse af dagpengekommissionens rapport som begrundelse for ikke over for a-kasserne at fastslå, hvad reglerne er med hensyn til dimittenders dagpengeret. Jørn Neergaard Larsen (V) svarer, at han hverken kan pålægge CKA eller Ankestyrelsen at ændre praksis. Derfor kan han heller ikke "fastslå, hvad reglerne er med hensyn til dimittenders dagpengeret", hvis det ikke er i overensstemmelse med praksis.

 

Minister vil drøfte kvikstartbonus med aktører

SVAR:

Uddannelses- og forskningsminister Esben Lunde Larsen (V) vil tage en drøftelse med uddannelsesinstitutionerne om kvikstartbonussen, der på nogle uddannelser medfører adgangskvotienter, der er højere end selve 7-trinsskalaen (12,1 og 12,3).

Jelved kan ikke sætte pris på skuespiller-uddannelse

SVAR: Det er ikke muligt for kulturminister Marianne Jelved (R) at levere et svar på, hvad det koster at uddanne en skuespiller i Danmark. Foruden at uddanne skuespillere, uddanner Den Danske Scenekunstskole nemlig også dansere, koreografer, scenografer, teaterinstruktører, musicalperformere, dramatikere, lyd- og lysdesignere mm, hvorfor tallene ikke kan opgøres selvstændigt.

Så meget koster det at uddanne en designer

SVAR: Hvis bygninger og hjælpefunktioner inkluderes i beregningen kan den årlige udgift pr. studerende opgøres til ca. 135.000 kr. svarende til 675.000 kr. til en færdiguddannet designstuderende.

Minister svarer om ansættelse af udenlandske studerende

SVAR: Beskæftigelsesministeren forklarer i et svar til Venstre, at det fremgår af udenlandske studerendes opholdskort, om den studerende må arbejde samt det tilladte antal timer. En arbejdsgiver kan således ved et kig på bagsiden af opholdskortet se om - og i hvilket omfang - den pågældende må arbejde.

Minister: Kigger løbende på konsekvenser af dimensioneringen

SVAR: Dimittendledigheden, der danner baggrund for dimensioneringen af de videregående uddannelser, vil løbende blive opgjort med afsæt i data fra Danmarks Statistik. Såfremt ledigheden på de dimensionerede uddannelser ændres markant, vil uddannelsesministeren "se på den konkrete dimensionering."