Nyeste svar

Her kan du læse udvalgte svar fra regeringen til Folketinget

Lauritzen: Vi vil gerne have forslaget inkluderet i den kommende Kommissions arbejdsprogram

SVAR:

SU-GÆLD: Skatteministeren svarer Mette Reissmann (S), at den nuværende Kommissions mandat udløber i november 2019. Regeringens kortsigtede mål er derfor at gøde jorden for, at den kommende Kommission har forslaget i sit arbejdsprogram ved tiltrædelsen. I 2018 har der været drøftelser med Tyskland og Nederlandene om initiativet, og indsatsen vil fortsætte i første halvår af 2019 med kontakt til de øvrige medlemsstater.

Trane Nørby: Staten finansierer ikke forskning til medicinsk udstyr

SVAR:

FORSKNING: Sundhedsministeren svarer sit udvalg, at universiteterne, de forskningsfinansierende fonde og hospitalerne beslutter, hvilke midler, der skal prioriteres til specifikke forskningsområder og projekter. Da disses fremadrettede prioriteringer ikke er offentliggjort, er det ikke muligt at sige, om der vil blive forsket i medicinsk udstyr.

Ahlers: 3 ud af 4 studerende på SU tjener egne penge

SVAR:

FRITIDSJOB: Uddannelses- og forskningsministeren svarer Undervisningsudvalget, at Uddannelses- og Forskningsministeriet ikke opgør, om studerende har fritidsjob, men om studerende har en egenindkomst. I 2016 havde 77 procent af de studerende på SU en egenindkomst på gennemsnitligt 4.700 kroner om måneden.

Ahlers: Jeg vil se nærmere på lægestuderendes udgifter til transport

SVAR:

UDGIFTER: Uddannelses- og forskningsministeren svarer Sofie Carsten Nielsen (R), at ministeren vil undersøge, om der er behov for en nærmere dialog om, hvilke udfordringer universiteterne ser, og om der er særlige forhold, som kan begrunde en særlig ordning for gruppen af lægestuderende.