Universiteterne har en forpligtelse over for erhvervslivet

Af Jeppe Bruus (S) og Louise Riisgaard
Henholdsvis forskningsordfører og chefkonsulent i Dansk Erhverv

Danmark ligger helt i den internationale top, når det handler om forskningssystemets innovationskraft. Ikke desto mindre er der et betydeligt innovationsefterslæb i store dele af det danske erhvervsliv. Det er mere end beklageligt, da den gennemsnitlige produktivitet per medarbejder er hele 15 procent højere i forsknings- og udviklingsaktive virksomheder end i virksomheder, der ikke forsker eller udvikler.

Konsekvenserne er da også mærkbare. Danmarks produktivitetsvækst er markant lavere end i de lande, der skaber mest værdi per arbejdstime. Det er efterhånden 16 år siden, at Danmark sidst var blandt de fem rigeste lande i den vestlige verden. Konsekvenserne er relativt lavere beskæftigelse, realløn og samfundsøkonomisk vækst.

Forskning skal føre til omsætning
En af de væsentligste årsager til innovationsefterslæbet i det danske erhvervsliv er, at den forskningsbaserede innovation ikke i tilstrækkelig grad omsættes til produkter eller processer – kort sagt, forskningen fører ikke til omsætning og bundlinje i virksomhederne. Det skal vi gøre noget ved. Det er bydende nødvendigt, at den viden, som frembringes på universiteterne, fremadrettet bringes ind i et langt mere effektivt samspil med erhvervslivet.

Det er ikke tilfredsstillende, at der alene frembringes ideer for ideernes egen skyld. Ideerne skal have mulighed for at blive omsat til virkelighed og gerne til blomstrende virksomheder, der gennem fokuseret produktudvikling og stærke forretningsmodeller kan få ideerne helt op at flyve.

Dette synspunkt har ikke været dominerende op igennem 00’erne, men i de senere år har der indfundet sig en erkendelse af, at innovationsefterslæbet i erhvervslivet er et reelt problem. Regeringens innovationsstrategi fra december 2012 er således funderet på den grundlæggende holdning, at viden skal omsættes til værdi:

”Innovationspolitikken skal i højere grad være i stand til at møde de reelle innovationsbehov i virksomhederne og samfundet, og med strategien vil regeringen sikre, at de offentlige investeringer i forskning, innovation og uddannelse i højere grad end i dag omsættes til vækst og beskæftigelse i erhvervslivet.”

Her er Dansk Erhverv og regeringen enig. Den arbejdsmarkedsorienterede tænkning bør i fremtiden gennemsyre hele det offentlige innovationssystem. Innovationspolitikken skal i bredeste forstand møde virksomhederne og samfundets reelle behov.

I både regeringen og Dansk Erhverv er vi optaget af spørgsmålet om, hvordan vi får gennemført de forandringer, som dette kræver. Som led i innovationsstrategien har vi i regeringen gennemført en større evaluering af samarbejdet mellem universiteter og erhvervsliv. Forhåbentlig vil denne evaluering medvirke til at løse de udfordringer, vi står overfor.

For vi er klar over, hvor i det offentlige innovationssystem man fremadrettet bør skærpe fokus: 

1. Vi skal blive langt mere bevidste om at udforme klare mandater og sikre en tydelig arbejds- og risikodeling mellem universiteterne og erhvervslivet.
2. Vi skal øge mobiliteten mellem den akademiske verden og erhvervslivet.
3. Vi skal sikre, at den offentlige administration og kommunikation bliver langt mere modtagerorientret, transparent og effektiv. Det skal være nemt at navigere i systemet.

Der skal arbejdes målrettet med hvert af ovennævnte indsatsområder, og det skal ske med et gennemgående fokus på, hvad der virker, og hvad der har negative, utilsigtede konsekvenser. Det kan virke som en stor mundfuld, men tillad os i det følgende at uddybe vores fælles tanker.

Mandater og roller skal være veldefinerede
Samarbejdet mellem universiteterne og erhvervslivet kan antage mange former: formelle samspil, projekter, mobilitet af forskere og studerende, aftaler om licenser, patenter, rettigheder osv. Det er væsentligt, at alle aktører i systemet arbejder inden for klart definerede mandater, og at de har veldefinerede roller. Det gælder vidensinstitutionerne såvel som bevillingsgiverne og virksomhederne.

Overlappende mandater og uklar arbejdsfordeling skaber forvirring og mudrer samarbejdet unødigt. Det gælder f.eks. i samspillet mellem universiteterne og de godkendte teknologiske serviceinstitutter (GTS-systemet), hvor arbejdsfordelingen ikke altid er tydelig, og hvor begge parter giver udtryk for, hvad der er blevet kaldt ”klumpspil på midten”.

På samme måde gælder det, at GTS-systemet skal holde fokus på deres kerneydelser. Deres formålsberettigelse skal frem for alt være at tilføre virksomheder værdi. Hvis GTS’erne fokuserer for ensidigt på deres egen indtjening, er der en overhængende risiko for, at de udvikler sig til at være offentligt støttede konkurrenter til private rådgivningsvirksomheder.

Det gælder også i det direkte samspil mellem universiteterne og erhvervslivet. Man kan få det indtryk, at de senere års forsøg på at bringe universiteternes viden i spil har ført til, at der nogle steder i højere grad fokuseres på salg af patenter og oprettelse af spin-out virksomheder end på reel værdiskabelse gennem udvikling af nye kommercialisérbare produkter.

For os at se er løsningen ikke større tech trans-enheder, men at universiteterne derimod nytænker modellerne for udveksling af deres forskningsresultater, opfindelser og forskerydelser. Vi mener som udgangspunkt, at universiteterne bør være villige til at løbe en større risiko end virksomhederne. Modellerne kan antage mange former, og her ligger for os at se et åbenlyst udviklingsarbejde for universiteterne i samarbejde med erhvervslivet.

Der skal være sammenfaldende interesser
Hvor virksomheder fokuserer på omsætning og bundlinje, er forskere fokuseret på at publicere ny viden og meritere sig i den internationale forskningsverden. Begge motiver er legitime, men de motiverer forskellig adfærd. Det er derfor vigtigt, at der mellem parter, som indleder et samarbejde, er en klar forventningsafstemning, og allerhelst skal de definere og stræbe efter samme mål. Både forskeren og virksomheden skal kunne formulere ”what’s in it for me?”

Det er med andre ord centralt, at der fra bevillingsgivernes side kommer langt stærkere fokus på interessesammenfald i opbygningen af programmer, ordninger, partnerskaber, projekter osv. Hvis ikke forskeren og virksomheden har interesse i det samme mål, bliver vi vidner til pseudosamarbejde og kontraproduktiv adfærd. Der findes allerede adskillige eksempler på virksomheder, som alene er blevet inddraget i et projekt, fordi erhvervssamarbejde har været anført som et krav fra bevillingsgivers side, men hvor der reelt ikke har været tale om et hverken konstruktivt eller frugtbart samarbejde.

Mobiliteten skal øges
Som led i et bredere serviceeftersyn af vidensamarbejdet mellem universiteterne og erhvervslivet mener vi også, det er relevant at se nærmere på, hvordan man kan øge mobiliteten mellem forskningsverdenen og erhvervslivet. Det kan eksempelvis være i form af erhvervsprofessorater og erhvervs–postdoc’s. Al empiri peger på, at det øger kvaliteten i både videninstitutioner og erhvervsliv.

Øget brug af forskere som supplement til ph.d.-studerende vil desuden gøre det muligt for virksomhederne at indgå i mere korte og fleksible forskningssamarbejder. Det vil især være en fordel for de mindre virksomheder, som alt andet lige er mere udsatte ved konjunkturudsving og ændrede markedsvilkår, og som derfor kan have vanskeligt ved at imødekomme de krav, der er forbundet med at involvere sig i et længerevarende ph.d.-uddannelsesforløb. Desuden vil det bidrage til, at forskerne får konkret og virkelighedsnær viden, som de kan tage med ind i deres forskning og undervisning.

Øget forskermobilitet vil understøtte et mere kontinuert erhvervsfokus igennem en forskerkarriere – eller alternativt et senere karriereforløb i en privat virksomhed. Af samme årsager er det relevant at overveje, hvordan man i højere grad kan udnytte de studerendes potentiale som iværksættere og brobyggere til de små og mellemstore virksomheder, for eksempel gennem øget brug af erhvervspraktik som et integreret led i deres uddannelse.

Alt i alt skal udvekslingen mellem erhvervsliv og universiteter være større end i dag. Det skal være karrierefremmende – ikke hæmmende – for forskere at have erfaringer fra de private virksomheder.

Modtagerorienteret information og organisering
Systemer og forskellige kasser kan give bøvl og frustration for alle parter. Derfor er det væsentligt, at den offentlige administration og kommunikation er modtagerorienteret, transparent og effektiv.

På trods af, at vi i regeringen i samarbejde med Dansk Erhverv og andre har ryddet op i ”innovationsjunglen”, møder vi stadig virksomheder, som opfatter det offentlige innovationssystem som, ja, en jungle af muligheder, og som mangler kendskab til de mange gode ordninger, der eksisterer. Derfor skal der fortsat ryddes op og koordineres, og organisationer som Dansk Erhverv og andre har også et navigationsansvar for sine medlemmer. Målet er en indgang med færre virkemidler og et tæt koordineret administrativt set up.

Netop derfor har regeringen da også taget en række initiativer, som har til formål at målrette innovationsordningerne med afsæt i brugerne og øge den gensidige videnudveksling og samarbejdet mellem videninstitutioner og virksomheder. Herunder kan det nye SMV-program, som samler en række tidligere ordninger, fremhæves som et konkret eksempel på et oprigtigt forsøg på at gøre op med tidligere tiders afsenderorienterede kultur. Det er et eksempel, som er værd at følge i andre dele af systemet.

Vejen frem
Danmark er en nation af små og mellemstore virksomheder, og heraf står servicevirksomhederne for helt op til 70 procent af beskæftigelsen. Omvendt udgør de store virksomheder mindre end fem procent af det samlede antal danske virksomheder. Derfor er det også paradoksalt, når man kan konkludere, at det især er de små og mellemstore virksomheder, som halter bagud i dansen, når det kommer til forskningsbaseret vidensamarbejde.

Det er veldokumenteret, at også de mindre virksomheder har gavn af at samarbejde med universiteter og øvrige vidensinstitutioner. Der er med andre ord et åbenlyst behov for en særskilt indsats over for denne målgruppe. Dels skal der arbejdes med virksomhedernes innovationskapacitet og evne til at efterspørge viden, og dels skal der arbejdes med vidensinstitutionernes parathed og motivation for at indgå i aktivt samarbejde og partnerskaber med disse virksomheder.

Det, vi med det efterlyste serviceeftersyn ønsker at opnå, er i alt væsentligt udvikling af:

• Et innovationssystem, hvor virksomheder opfordres og hjælpes til at samarbejde med forsknings- og uddannelsesinstitutioner, og en kultur, hvor man ikke alene ønsker at forstå, men også forandre verden.
• Et innovationssystem, hvor forskere og studerende med største naturlighed gør ophold i virksomheder og trækker virksomhedernes uløste problemer med ind i sit uddannelsesforløb og forskning.
• Et innovationssystem, som møder virksomheden, hvor den er og anerkender de præmisser, som gør sig gældende, når omsætning og likviditet er mindst lige så vigtige fokusområder som et nok så enestående og banebrydende akademisk nybrud.
•Et innovationssystem, som betragter forskningsinstitutioner og virksomheder som hinandens forudsætninger for innovations- og produktivitetsfremme.

Vi håber, at vi med dette indlæg kan indlede en konstruktiv debat, som kan bidrage til det serviceeftersyn, der er brug for. Regeringens evaluering må ikke blive en sovepude for institutionerne. Det kræver en fælles indsats at gennemføre de fundamentale forandringer for innovationssystemet, som er en bydende nødvendighed, hvis vi i Danmark vil gøre os håb om langsigtet vækst og beskæftigelse.

debat@altinget.dk