Skatteministeren fik sit flertal for fonds-skat

PÅ PLADS: Skatteminister Karsten Lauritzen (V) har fået sit flertal bag forslaget om nye skatteregler for fonde på plads. Han garanterer, at fondenes årlige skatteregning ikke må vokse med mere end 200 millioner kroner.

Det må ikke give staten mere end 200 millioner årligt i ekstra indtægter, at fondenes skatteforhold bliver ændret.

Det slog skatteminister Karsten Lauritzen (V) fast fra Folketingets talerstol under førstebehandlingen af det kontroversielle forslag om at sløjfe to særlige skatteregler for fonde.

”Jeg vil gerne kvittere for, at finanslovparterne står ved, at der skal findes 200 millioner kroner – hverken mere eller mindre,” sagde skatteministeren.

Dermed har ministeren sikret sig opbakning fra de borgerlige forligspartier, som ellers har været i oprør, efter at konsekvenserne af skatteindgrebet blev klart for dem.

Det viste sig nemlig, at Skatteministeriets skøn over de økonomiske konsekvenser var alt for lavt. Ministeriet vurderede, at indgrebet ville give statskassen 200 millioner kroner årligt i ekstra skatteindtægter. Men beregninger fra fondene viste, at beløbet minimum var en milliard kroner.

Det fik skatteministeren til torsdag at justere lovforslaget og frede den ene af de to skatteregler, den såkaldte transparensregel. Det betyder, at regeringen nu kun vil pille ved det fradrag, fondene får, når de udlodder til almennyttige formål. Det skal sættes ned fra 125 til 100 procent.

K: Regningen må højst blive 200 millioner
Den konservative skatteordfører, Brian Mikkelsen, understregede under førstebehandlingen, at det er en forudsætning for Konservative, at øvelsen ikke må øge fondenes skatteregning med mere end 200 millioner kroner.

”Jeg opfatter aftalen sådan, at der skal findes 200 millioner kroner. Hvis det viser sig at give mere, er det vores opfattelse, at vi har en forståelse om, at fradraget skal sættes op igen til 105 procent, 106 procent, eller hvad der nu måtte være det rigtige niveau,” sagde Brian Mikkelsen.

Både Liberal Alliance og Dansk Folkeparti bakkede også op om forslaget, som det ser ud nu, men markerede, at det var væsentligt at få sikkerhed om finansieringen.

Liberal Alliances skatteordfører, Merete Riisager, markerede dog, at forslaget stadig ikke var hendes kop te.

”Vi er ikke begejstrede, for det kan ikke være en borgerlig, liberal regerings fineste opgave at tage penge fra civilsamfundet og give dem til statskassen,” sagde hun.

En kalendergave til fondene
Skatteministeren overraskede i øvrigt under førstebehandlingen med en lille kalendergave til fondene.

Ifølge det oprindelige forslag skulle ændringen af fondenes fradrag træde i kraft fra fremsættelsen af lovforslaget – det vil sige fra 19. november. Men ifølge ministeren ville det give en uhensigtsmæssig forskelsbehandling af den fond, der havde uddelt penge i løbet af 2015, og den fond, der uddelte et større beløb i december måned.

”Derfor har vi besluttet at indføre en mere lempelig indfasning,” sagde skatteminister Karsten Lauritzen.

Forrige artikel Julesamtale med Eva Flyvholm Julesamtale med Eva Flyvholm Næste artikel Analyse dumper KU: Minister afviser selveje Analyse dumper KU: Minister afviser selveje