Nyt debatpanel på Altinget : forskning diskuterer fordelingen af forskningsmidlerne

DEBAT: Nyt debatpanel på Altinget : forskning skal den næste måned sætte fokus på fordelingen af forskningsmidler mellem basismidler og konkurrenceudsatte midler. Mød det nye panel her.

Af Mads Bang og Nikolaj L. Simonsen

Spilder forskerne for meget tid på at konkurrere om forskningsbevillinger, eller har konkurrencen om finansiering netop været med til at sætte skub i dansk forskning. Det spørgsmål vil Forskningsdebatten sætte fokus på i den kommende måned.

De to relativt nye rektorer på SDU og RUC har her på Altinget argumenteret for at hæve andelen af basismidler for at styrke universiteternes mulighed for at planlægge og satse strategisk på forskning og talentfulde forskere.

Hvilke fordele og ulemper er fulgt i kølvandet på det markante fokus på konkurrence om forskningsmidlerne – og hvilke alternativer er der?
Det samlede offentlige forskningsbudget ligger i omegnen af 21 milliarder kroner om året, og det svarer til cirka 1,09 procent af BNP. En række organisationer og institutioner har allerede slået til lyd for at hæve målet til 1,5 procent af BNP, men kan der skabes endnu bedre resultater for de samme beløb, hvis der skrues på fordelingen?

Altinget : forskning har samlet et hold af politikere, eksperter og fagfolk til at diskutere disse spørgsmål:

Harald Mikkelsen, formand for Danske Professionshøjskoler. Harald Mikkelsen er rektor for VIA University College og har siden maj 2014 været formand for Danske Professionshøjskoler. Harald Mikkelsen er ph.d i geologi fra Aarhus Universitet.

Annette Vilhelmsen, uddannelses- og forskningsordfører for SF. Tidligere partiformand for SF Annette Vilhelmsen blev i 1986 uddannet lærer fra Den Frie Lærerskole og har siden videreuddannet sig cand.pæd. i almen pædagogik fra Danmarks Lærerhøjskole. Annette Vilhelmsen blev valgt til Folketinget første gang i 2011.

Peter Munk Christiansen, formand for Det Frie Forskningsråd. Peter Munk Christiansen er ph.d. i statskundskab og har blandt andet undervist på Institut for Statskundskab på Aarhus Universitet. Han har siden januar 2014 været formand for Det Frie Forskningsråd. Det Frie Forskningsråds opgave er at give forskningsfaglig rådgivning til uddannelsesministeren, regeringen og Folketinget og fordele ca. 1,2 mia. kr. til forskerinitierede projekter alene baseret på videnskabelig kvalitet.

Mette Fjord Sørensen, uddannelses- og forskningspolitisk chef for Dansk Erhverv. Mette Fjord Sørensen er uddannet cand. scient. pol. fra Aarhus Universitet fra 2006. Hun har det sidste år arbejdet i sin nuværende stilling som forskningspolitisk chef for Dansk Erhverv og har tidligere arbejdet som blandt andet politisk rådgiver for Det Konservative Folkeparti i tre år.

Esben Lunde Larsen, forskningsordfører Venstre. Esben er uddannet teolog fra Københavns Universitet og har siden suppleret sin uddennelse med både en ph.d og postdoc. Esben Lunde har været forskningsordfører og videregående uddannelsesordfører for Venstre siden 2012.

Jens Nørgaard Oddershede, formand for Danmarks Forsknings- og Innovationspolitiske Råd. Danmarks Forsknings- og Innovationspolitiske Råd har til opgave at fremme dansk forskning, teknologi og innovation. Jens Nørgaard Oddershede er dr.scient. i kemi og var fra 2001 til 2013 rektor for Syddansk Universitet.

Læs de første debatindlæg på Altinget : forskning allerede i dag.

 

 

Forrige artikel Dansk Erhverv: Forskning skal have et formål Dansk Erhverv: Forskning skal have et formål Næste artikel Basismidler fylder mindre på universiteterne Basismidler fylder mindre på universiteterne