Lighed og demokrati skal være universiteternes kerneprojekt

Af Jakob L. Ruggaard
Formand for Danske Studerendes Fællesråd

Social mobilitet er fundamentet i det demokratiske projekt, som vores uddannelsessystem bygger på. For det første er uddannelse en adgangsbillet til arbejdsmarkedet, og hermed også til vigtige og magtfulde positioner – f.eks. i embedsværket, i virksomhedsledelser og den offentlige administration.

Det er helt centralt for sammenhængen og retfærdigheden i et samfund, at adgangen til positioner med magt og indflydelse på de beslutninger og forhold, der berører os alle, ikke kun bevogtes af en lille elite og deres børn, men at mennesker fra alle samfundslag kan være med. Det skal sikre, at man ikke kan fødes til magtpositioner i Danmark. For det andet er uddannelse en afgørende ressource for den enkelte, der giver flere muligheder i livet og redskaber til at frigøre sig. For en statistisk betragtning forbedrer uddannelse både indkomst, helbred, livslængde osv.. For det tredje tror jeg, at social mobilitet er afgørende for, at vores uddannelsesinstitutioner kan være relevante og producere viden og uddannelse for hele samfundet.

Det, at både kassedamens og overlægens søn går på universitet, er afgørende for, at de problemstillinger og emner, der bliver forsket i, bliver bredt relevante for alle samfundslag, og ikke kun bliver et redskab for, at eliten kan fastholde og cementere sin magt. Universitetet skal skabe og udfordre viden til fordel for alle grupper i samfundet, fra litteraturforskning til arbejdsmiljørapporter for industriens ansatte, klimaforskning og viden om styrkelse af sociale bevægelser. Det mener jeg at universiteter med socialt ansvar kan sikre.

Alligevel så står det skidt til med den sociale mobilitet i vores uddannelsessystem. F.eks. har akademikerens børn stadig 9 gange så stor chance for at ende på universitetet som kassedamens søn. Hvorfor er det sådan? Den første forklaring er, at vi, trods de relativt gode rammer med SU og lav brugerbetaling, stadig systematisk har indrettet vores uddannelsessystem til de børn, hvis forældre har den længste uddannelse. Utallige undersøger viser, at sammenhængen mellem forældres uddannelsesbaggrund og karaktererne i både folkeskolen og ungdomsuddannelserne / gymnasiet er skræmmende systematisk – i 2012 viste EVA f.eks., at der er næsten 3 karakterer i forskel på karaktergennemsnittet for øverste og nederste socialgruppe.

Fra folkeskole til universiteter er undervisningsformer, fokus i indholdet og de præstationer, vi belønner elever og studerende for, klart indrettet sådan, at de med tunge bogreoler og lektiehjælp hjemmefra klarer sig bedst. På universiteterne bærer uddannelserne tydeligt præg af, at det nærmest er en forudsætning, at man som studerende på forhånd har redskaberne til at klare sig med stor del selvstudie, og at de sociale og akademiske koder sidder på rygraden. Har man dem ikke med på forhånd, er man overladt til sig selv.

Men hvad er løsningen så? For det første at begrænse adgangen til uddannelse, som det desværre er tendensen for tiden. Københavns Universitet har intentioner om at indføre et gennemgående karakterkrav på 6 eller 7, og regeringen barsler med planer om at lave hårdere dimensionering på vores universiteter, så færre kan komme ind på visse uddannelser.

Begge tiltag vil have samme effekt: De unge med en uddannelsesbaggrund, der, som statistikerne nævnt ovenfor viser, har lavere karakterer end deres kammerater med uddannelsesvant baggrund, vil være de første til at miste muligheden for at få en uddannelse. Det er simpel logik. At begrænse adgangen til uddannelse aktivt er et grundlæggende brud med projektet om, at uddannelse skal give muligheder til flere og være en del af demokratiseringen af vores samfund.

For det andet skal vi aktivt gøre noget ved de strukturer i selve uddannelserne, der skaber uligheden. Vi skal gøre op med alt for meget selvstudium, alt for mange implicitte koder og usagte krav og i stedet indføre undervisning, hvor studerende er i tæt kontakt med deres undervisere, hvor der er tid og råd til, at man kan tage de faglige diskussioner til bunds med forskerne, og hvor man ikke er henvist til overfyldte forelæsningslokaler. Vi skal skabe en lige studiekultur, hvis vi vil have et lige og demokratisk universitet og samfund. Akademikerfamilien må aldrig blive en adgangsbillet til en akademisk uddannelse.

debat@altinget.dk