Kvalitetsudvalg foreslår milliard-indsprøjtning i undervisning

DOKUMENTATION: Kvalitetsudvalget har netop offentliggjort sin anden rapport. Udvalget foreslår en milliard til udvikling af uddannelserne, nye optagelsesformer og kontant anerkendelse af gode undervisere.

Anerkendelse, økonomi og ledelse. Det er de tre hovedingredienser i de anbefalinger, som i dag bliver afleveret til uddannelsesminister Sofie Carsten Nielsen (R) og rektorerne på landets videregående uddannelser.

Anbefalingerne er anden del af anbefalingerne fra Udvalget for Kvalitet og Relevans i de videregående uddannelser. Denne gang fokuserer udvalget på selve undervisningen og de mekanismer, som kan styrke undervisningen.

Formanden for udvalget, Jørgen Søndergaard, forklarer, at der er behov for, at undervisningen og de studerendes uddannelse får langt større opmærksomhed på universiteter, professionshøjskoler og erhvervsakademier.

”Når vi spørger dem, der underviser, er svaret ret entydigt: Fremragende undervisning er hverken vejen til bedre løn, forfremmelse eller anerkendelse. Det skal ændres,” siger Jørgen Søndergaard.

Derfor foreslår udvalget blandt andet et nationalt råd, der skal uddele en milliard kroner til udvikling af undervisning på de videregående uddannelser.

Kvalitetsudvalget fremhæver

1. Nyt råd skal fremme kvalitet og relevans: På nationalt plan bør der overføres ca. en mia. kr. årligt af de samlede bevillinger til et råd, som underviserne fra alle videregående uddannelser kan søge i indbyrdes konkurrence. Formålet er at styrke incitamenterne til og prestigen i at udvikle kvalitet og relevans i de forskellige uddannelser.

2. Ledelsesfokus på og anerkendelse af læring: Institutionernes bestyrelser bør have mere uddannelsesnær og sammenlignelig ledelsesinformation. Målet skal være at følge og konstant øge kvaliteten af undervisningen. Samtidig bør bestyrelserne arbejde for at fremme en kultur, hvor fremragende undervisning har betydning for anerkendelse, løn og forfremmelse.

3. Giv de ansvarlige for uddannelserne beføjelser: På mange uddannelses­institutioner har nogle ansvar for administration, ressourcer og forskning, mens andre har ansvaret for indhold og tilrettelæggelse af undervisningen. De første råder i dag typisk både over ressourcerne og de ledelsesmæssige beføjelser – bl.a. i forhold til undervisernes ansættelse, løn og forfremmelse. Fremover bør det være dem med uddannelsesansvaret, der råder over ressourcerne til uddannelserne.

4. Stop detailreguleringen og fokuser på de store linjer: Ledelsesansvar kræver manøvrerum. Ministeren bør skrue ned for detailreguleringen, så institutionerne ikke bruger unødig energi på at navigere i detaljerede regelsæt. Det er Kvalitetsudvalgets opfattelse, at kvalitet i uddannelsen bedst skabes i undervisningssituationen af engagerede, kompetente undervisere. Derfor skal institutionerne have friere rammer for at tilrettelægge f.eks. undervisning, eksamen og censur, så det understøtter, at de studerende lærer mest muligt.

Forrige artikel DF vil slå Undervisnings- og Uddannelsesministeriet sammen DF vil slå Undervisnings- og Uddannelsesministeriet sammen Næste artikel Reaktioner på Kvalitetsudvalgets rapport Reaktioner på Kvalitetsudvalgets rapport