KU-forskere: Bæredygtig forskningsviden skal erstatte vupti-løsninger i udviklingspolitikken

Alt for ofte går politikerne efter de hurtige løsninger i udviklingspolitikken. Men udviklingslandenes problemer med klima, landbrug og miljø kræver langsigtede og forskningsbaserede løsninger, skriver en række forskere ved Københavns Universitet.

Af Peter Engelund Holm med flere
Se afsendere i faktaboks

Ofte har forskningens betydning været udeladt i den udviklingspolitiske debat, og det til trods for, at områder som landbrug, fødevarer, biodiversitet og vandteknologi ofte bliver fremhævet som danske styrkepositioner ude i verden.

Derfor opfordrer vi til, at den nye udviklingspolitiske strategi har fokus på at sikre, at danske styrkepositioner skaber en positiv forandring og forbedrer levevilkårene for udsatte befolkningsgrupper i udviklingslande ved at satse på langsigtede løsninger.

Det vil skabe en bæredygtig forandring for vores klode.

Sats på langsigtede løsninger

Det er de langsigtede løsninger, vi skal satse på, når den nye udviklingspolitiske strategi skal udmøntes. Her taler vi om løsninger, der er bæredygtige for både kloden og lokalbefolkningen – løsninger, der er funderet i megen af den forskning, Danmark allerede er i besiddelse af, og som kan komme udviklingslande til gavn.

Politikerne går ofte efter de hurtige løsninger frem for de langsigtede løsninger, som beror på et tungt vidensgrundlag.

Udviklingslande er særligt hårdt ramt af de massive udfordringer, kloden står overfor, når det kommer til biodiversitet, klima, miljø, energi, vand- og fødevareressourcer. Hvis Danmarks hjælp til udviklingslande skal komme til størst mulig gavn, kræver det derfor forskningsbaserede løsninger.

Afgørende at involvere forskningen

Kombinationen af fattigdom, klimaudfordringer og biodiversitetskrise har skabt et akut behov for nytænkning af hjælpen i forhold til landbrugs- og fødevareproduktion i udviklingslande, hvor lokale værdikæder er tænkt ind og tilpasset de aktuelle og lokale behov.

Den lokale know-how er det bæredygtige element i forskningsbaserede løsninger for udsatte befolkningsgrupper i udviklingslande. Som forskere har vi stor erfaring med at samarbejde med lokale samfund verden over gennem undervisning, uddannelse og forskningsprojekter.

Vi ved, at med viden kommer bevidsthed og mobilisering, hvilket fører til handling og vedvarende forandring. Derfor er det afgørende at involvere forskning i strategien, så langsigtede bæredygtige løsninger, der hjælper klimasårbare mennesker og skaber bæredygtig vækst i udviklingslandene, kommer til størst mulig gavn.

Det vil også bidrage til at realisere Parisaftalen og FN’s Verdensmål.

Behov for strategiske partnerskaber

Som forskere ønsker vi at bidrage til klodens mange udfordringer ved hjælp af interdisciplinære, missionsdrevne samarbejder. Der er behov for strategiske tværfaglige partnerskaber, hvor netop den missionsdrevne tankegang er i centrum - at komme med brede, faglige løsninger på en bestemt udfordring - og dermed sikre, at der ikke opstår nye udfordringer.

Det burde også være regeringens udviklingspolitiske målsætning, ikke mindst når man læser deres Globale Klimastrategi og Strategi for Fremtidens Grønne Løsninger.

Her er landbrugs- og fødevareområdet og biodiversitet fremhævet, og ambitionen er, at danske løsninger og teknologier bringes i spil og er med til at løse de globale udfordringer, også i udviklingslandene, som i høj grad er udsatte, når det kommer til klimaudfordringer.

Danmark skal forblive i den grønne og udviklingsnære førertrøje

Hvis ambitionen er at gå forrest i kampen mod klimakrisen og påtage sig internationalt lederskab for den grønne omstilling, må regeringen med sin nye udviklingspolitiske strategi også udmønte sine globale ambitioner til forskning- og forskningssamarbejder.

Så kan den viden og de løsninger, danske forskere kan bidrage med, blive en integreret del af Danmarks udviklingsarbejde. Det bør i endnu højere grad end hidtil udnyttes i Danmarks udviklingspolitik.

Forrige artikel Dekaner: Forskning og udvikling skal integreres i ny dimensioneringsplan Dekaner: Forskning og udvikling skal integreres i ny dimensioneringsplan Næste artikel Dansk Erhverv frygter coronaeffekt: Depression går ikke over, fordi man kan komme på café igen Dansk Erhverv frygter coronaeffekt: Depression går ikke over, fordi man kan komme på café igen