EL: Er der ressourcer nok til forskning på højt niveau?

DEBAT: Enhver forskningsdiskussion bør forholde sig til de voldsomme nedskæringer, den nuværende regering og dens støttepartier har gennemført. Det mener Eva Flyvholm (EL).

Af Eva Flyvholm (EL)
Uddannelses- og forskningsordfører

Viden skal flyde så frit og lækkert som muligt, for jo mere viden der er i omløb, jo mere kan vi vokse som samfund og udvikle os. En god rettesnor hos os er, at forskning skal være til gavn for de mange og ikke kun de få. Derfor er diskussionen om mere åben adgang til forskningspubliceringer, Open Access, også vildt relevant og interessant. Lige som brugen af ophavsret og patenter også fortjener et kritisk eftersyn.

Både i Danmark og på de store prestigefyldte universiteter i England, Frankrig og USA er det et anerkendt problem, at det meste forskning ikke er offentligt tilgængeligt, men kontrolleret af tidsskrifters ejendomsret til artiklerne. Det er svært at få fat i viden – og biblioteker og universiteter betaler store summer for adgang til artikler. Både politisk, på universiteter og i forskningsmiljøer er der også stor interesse for, hvordan vi kan få mere forskning gjort tilgængelig.

De rigtig gode løsninger skal laves i samarbejde med forskere og aktører inden for området, hvor for eksempel de store forskningsfonde spiller en central rolle. Og der skal helt sikkert eksperimenteres en del med de konkrete modeller og teknologier. Lige som der nødvendigvis skal ske en international koordinering.

Forlagene skummer fløden
Jeg mener, vi skal se Open Access i sammenhæng med mere grundlæggende forandringer i forskningssystemet, der skal sikre bedre spredning af kvalitetsforskning.

For det første skal vi ikke understøtte en udvikling, hvor det bare er forlagene, der skummer fløden, mens forskere reelt bliver pålagt en ekstra udgift. En af mine venner har netop måttet betale cirka 10.000 kroner for at få publiceret i et anerkendt onlinetidsskrift med Open Access. Mens han i et andet og mindre kendt tidsskrift også med Open Access kunne nøjes med 700 kroner. Her er jo helt tydeligt tale om, at nogle forlag skummer for meget af fløden.

En diskussion, som for nylig også var fokus for en konference på Universitetet i Oslo, hvor en forsker blandt andet pegede på, at overskuddene i forlagsbranchen boomede mere end i musikindustrien. Rektoren på universitetet problematiserede også, at det er de store forlag, som har overskuddet, mens forskere laver alt arbejdet. Her er et mellemled, der skal begrænses.

For det det andet er der brug for at gentænke, hvordan vi finansierer og værdisætter forskning. Der er efter min mening alt for stort pres på forskerne for hele tiden at publicere og dokumentere mere og skrive et utal af ansøgninger for at kunne få finansiering. Kombineret med øget administration og undervisning betyder det, at der er for lidt tid til reel forskning.

Jeg mener helt grundlæggende, at basisbevillingerne til forskning skal op, så vi kan sikre, at forskerne har tid til at forske og ikke er fastholdt i et konstant hamsterhjul af ansøgninger og publikationer. I det hele taget må enhver forskningsdiskussion lige nu også forholde sig til de voldsomme nedskæringer, den nuværende regering og støttepartier har gennemført. For når vi snakker om, hvordan forskningen kommer bredt ud – så er det sgu da også interessant, om der efterhånden er ressourcer nok til at bedrive forskning på højt niveau i Danmark.

For det tredje er der i disse år en gylden mulighed for at gentænke distribution af viden og rettigheder for at sikre åben adgang til viden. Selv i medicinalforskningen, der ellers er inficeret af patenter, blæser nye vinde, hvor blandt andet danske it-folk er med til at udvikle systemer til bedre at kunne dele viden blandt forskere.

De fleste Forskere vil selvfølgelig gerne have deres ting ud til så mange som muligt og støtter derfor også tanken om Open Access. Nu skal vi afsøge mulighederne for at få det realiseret, og der er mine pejlemærker mindre profit til de store og mere frihed og tryghed til forskerne.

Forrige artikel DF: Mere debat om konsekvenserne for Open Access DF: Mere debat om konsekvenserne for Open Access Næste artikel Formand: Lav fælles europæiske mål for Open Access Formand: Lav fælles europæiske mål for Open Access