De private fonde spiller en stadig større rolle i forskningsfinansieringen

Af Jens Oddershede
Formand for Danmarks Forsknings- og Innovationspolitiske Råd

Det er typisk de offentlige midler til forskning, der er i fokus, når balancen mellem basismidler og konkurrenceudsatte midler diskuteres. Det er naturligt, da man har bedst mulighed for at påvirke de offentlige midlers udmøntning politisk. Men de private fondsmidler (og andre private midler) til forskningen er efterhånden en væsentlig faktor, hvilket forrykker diskussionen til at blive et spørgsmål om balance mellem basismidler og alle eksterne midler. De stigende bevillinger fra private fonde betyder, at der er et behov for at styrke dialogen mellem universiteterne og de offentlige og private råd og fonde.

Lad mig indledningsvist slå fast, at det konkrete forhold mellem basismidler og eksterne midler er meget forskelligt alt efter, om det opgøres på f.eks. universiteter eller sektorforskningsinstitutioner, eller om det opgøres efter hovedområder. Den store variation gør det overordentligt svært at sige noget om, hvad den rigtige balance er på et aggregeret niveau.

Markant stigning af eksterne midler
Zoomer vi ind på universiteterne, har forholdet mellem basismidler og eksterne midler igennem de sidste mange årtier udviklet sig hen imod en større andel af eksterne midler. I 1970’erne var kun ca. 10 procent af midlerne eksterne, men frem til 1990 steg andelen til lidt over 30 procent. I de følgende år forblev andelen på ca. samme niveau. I 2007 steg andelen markant for herefter at være i jævn stigning frem til i dag, hvor de eksterne midler udgør lidt over 40 procent af de samlede midler til forskning på universiteterne. Her er naturligvis tale om en gennemsnitsbetragtning, men udviklingen er så markant, at den har haft stor betydning for finansieringen på langt de fleste institutioner (samt fakulteter og institutter).

I begyndelsen var udviklingen drevet af, at statslige midler i stigende grad blev konkurrenceudsatte. Men i de allerseneste år har en anden tendens været lige så vigtig, hvis ikke vigtigere, for udviklingen mod flere eksterne midler, nemlig tilvæksten i private fondsmidler. Det er en stor gevinst for Danmark, at vi har så usædvanligt mange og store almennyttige fonde, som uddeler midler til forskning. Og fondene spiller en særlig rolle som mere risikovillige og selektive, end de statslige råd og fonde har mulighed for.

Men midlerne tildeles som oftest uden overhead, i modsætning til de statslige konkurrenceudsatte midler, hvilket betyder, at de lægger bånd på en del af universiteternes basismidler. Dermed kan de indirekte påvirke universiteternes strategiske handlemuligheder på andre områder. Universiteterne er gået fra at være stort set monofinansierede i 1970’erne til i dag at være multifinansierede, hvilket stiller store krav til de danske universitetsledelser. De private fondsmidler forventes at stige markant i de kommende år, f.eks. har Novo Nordisk Fonden i 2013 besluttet gradvist at øge udbetalingerne frem mod 2018 til noget nær en fordobling. Det er en meget positiv udvikling, som ser ud til at være kommet for at blive.

Behov for mere dialog
Derfor er der også behov for, at man i fællesskab finder frem til de bedste løsninger for den nye finansieringssituation, der tegner sig. Midlet til at finde de bedste løsninger er dialog mellem interessenterne. For det første er det en dialog mellem de statslige råd og fonde og de private fonde. Sådan en dialog foregår allerede, men kan godt intensiveres. Man kunne her arbejde på at samordne instrumenter og virkemidler for at skabe større gennemsigtighed for ansøgerkredsen.

Måske kunne man også i fællesskab diskutere, hvordan man finansierer indsatsområder til glæde og gavn for den samlede danske forskning – og med det klare sigte gennem konkurrencen at forbedre kvaliteten af forskningen. Dernæst er det vigtigt at udvikle dialog og eventuelt mere formaliseret samarbejde mellem universiteterne på den ene side og både offentlige og private råd og fonde på den anden. I den forbindelse ville det være hensigtsmæssigt, hvis der kunne komme en fælles forståelse af omfanget af de indirekte omkostninger, der følger med den eksterne forskningsinvestering. Det er man nået væsentligt længere med i Sverige, og måske kunne man lade sig inspirere af dette samarbejde også her i landet.

debat@altinget.dk