Dansk Erhverv: Put ikke alle æg i den regionale videnspredningskurv
DEBAT: Regional videnspredning er nødvendig, men det må aldrig vægtes højere end den faglige relevans. Det mener Mette Fjord Sørensen, uddannelses- og forskningspolitisk chef, Dansk Erhverv.
Af Mette Fjord Sørensen
Uddannelses- og forskningspolitisk chef, Dansk Erhverv
Det tager cirka fem en halv time at køre fra Frederikshavn til Lyngby. Men den mentale afstand er langt større, ikke mindst når det handler om at flytte efter et job – men desværre også, når det handler om at flytte viden.
I dag virker det nærmest som om, at vores viden er klumpet sammen omkring de store studiebyer. Derfor er det nødvendigt at sætte fokus på, hvordan vi både regionalt og nationalt kan styrke adgangen til den nyeste viden for virksomhederne samt samarbejdet mellem uddannelsesinstitutionerne og erhvervslivet.
Problemstillingen er dog ikke begrænset til det regionale. Ny viden giver virksomhederne en klar fordel i den globale konkurrence, og giver virksomhederne mulighed for at innovere og udvikle nye produkter og processer. Det halter dog lidt med at få den viden ud til virksomhederne.
En opgørelse fra Eurostat viser, at 37 procent af de små og mellemstore virksomheder er produkt- og/eller procesinnovative. Af disse virksomheder er det kun 13 procent, der har haft samarbejde med universiteter, professionshøjskoler eller erhvervsakademierne.
Vil Danmark stå distancen i den globale konkurrence, er det tal alt for lavt. Især da der blandt netop disse små og mellemstore virksomheder landet over er et vækst- og udviklingspotentiale.
Regional videnspredning er nødvendigt og vil give virksomheder adgang til den viden, der er vigtig for udviklingen, uanset om der står Varde eller Odense på visitkortet.
Dimittender som brobyggere
Men vi må ikke lægge alle vores æg over i den regionale videnspredningskurv, for ser vi os blinde på regional vidensdeling, kan vi risikere at smøre levepostejen for tyndt ud, så vi ikke får den tunge faglighed med.
Sat på spidsen kan det betyde, at alle vores professionshøjskoler, alle vores erhvervsakademier og alle vores universiteter skal være eksperter på alle de samme områder. Og det skaber næppe vækst. Det væsentlige er, at virksomhederne har adgang til den bedste viden inden for et givet området – uanset om den viden er tilgængelig i Esbjerg, og virksomheden er placeret i Hillerød.
En anden udfordring med den regionale videnspredning er, at vi ikke kan behandle små og mellemstore virksomheder som en samlet gruppe. De er forskellige og har derfor også forskellige behov i forhold til den viden, som de efterspørger.
En lille virksomhed med akademisk arbejdskraft og innovative produkter har måske behov for et tæt samarbejde med en forsker en periode for at få sat ekstra skub i udviklingen. Det er nok ikke det tilbud, der vil matche en mellemstor virksomhed uden akademisk arbejdskraft, som er på et andet udviklingsstadie i relation til innovation af processer. Her vil et innovationssamarbejde med et erhvervsakademi måske være svaret.
Der findes ikke umiddelbart et quick fix, der med et snuptag kan sikre tættere og bredere videnspredning. Og dog – i hele debatten om regional videnspredning skal vi sørge for, at de dimittender, der kommer ud på arbejdsmarkedet fra vores videregående uddannelsesinstitutioner, i langt større omfang bliver brugt som brobyggere mellem virksomhederne og uddannelsesinstitutionerne.
De har den nyeste viden med sig fra uddannelserne og kan skabe den kontakt, der er behov for mellem erhvervslivet og uddannelsesinstitutionerne, hvis vi skal have styrke videnspredningen regionalt, nationalt og internationalt.
Rektor: Kan Kunsten vise vejen?
LA: Udkantsuddannelser fremmer bæredygtigheden
