Akademikerne: Open Access-politik skal ikke presses ned over forskerne

Af Lars Qvistgaard
Formand, akademikerne

Open Access kan være med til at sikre flere adgang til forskningen – både forskerne og andre, som er interesserede i forskningens resultater. Derfor er Open Access en god idé. Der er dog flere slags Open Access, og ikke alle modeller er lige gode for forskerne, universiteterne og samfundet.

Open Access kan hjælpe forskerne til at få adgang til deres egen forskning. Det kan lyde mærkeligt, men der er fremtrædende forskere, som ikke længere har adgang til artikler, de selv har skrevet. Det skyldes, at artiklerne er blevet bragt i tidsskrifter, der kræver ophavsretten overdraget – og som forskernes institutioner ikke abonnerer på.

Hvis forskerne vil læse deres egne artikler, eller artikler deres nære forskningskollegaer i ind- og udland har bidraget til, skal de så betale de relevante tidsskrifter for at få en kopi. Open Access er en måde at imødegå den slags absurde scenarier på.

Afgørende at vælge den ”grønne” Open Access-model
Uanset de fordele, der knytter sig til at realisere Open Access, er man nødt til at holde hovedet koldt og forholde sig til konsekvenserne af den model, man vælger.

Som det er i dag, betaler et universitet ofte to gange for den samme artikel. Først betaler universitetet forskerens løn, og så betaler universitetet et abonnement på det tidsskrift, artiklen er publiceret i. Denne dobbelte udgift for samfundet kan Open Acces bidrage til at fjerne, men kun hvis vi vælger den såkaldte grønne Open Access frem for den gyldne Open Access-model.

Den ”grønne” Open Access-model indebærer, at forskeren kan lægge en kopi af den forskningsartikel, han har fået optaget i et tidsskrift, frit på nettet, uden at det koster nogen noget. Dermed betales der kun én gang for forskningen, og den bliver tilgængelig for alle.

Den ”gyldne” Open Access-model indebærer, at man som forsker får en artikel optaget i et videnskabeligt tidsskrift, som derefter mod betaling gør artiklen tilgængelig på nettet. Der er normalt tale om femcifrede beløb per artikel, og denne model er mest til gavn for forlagene, for hvem Open Acces er en væsentlig indtægtskilde ved siden af abonnementsindtægterne.

Sådanne forretningsmodeller vinder frem blandt de store indflydelsesrige tidsskriftsforlag, som forskerne gerne vil publiceres hos for at få den nødvendige akademiske kredit. Samtidig gør forlagene det svært for forskerne selv at lægge deres egne artikler på nettet. Både for forskernes og samfundsøkonomiens skyld skal vi derfor holde fast i den grønne Open Access som den bedste model.

Giv forskerne indflydelse på Open Access lokalt
Det er også vigtigt, at Open Access-politikker gennemføres på en måde, der tager hensyn til forskernes ophavsrettigheder og publiceringsfrihed. Det betyder igen, at en Open Access-politik ikke bør være noget, der presses ned over forskerne ved dekreter fra oven. Der bør laves rimelige, afbalancerede lokalaftaler på de enkelte universiteter og institutter.

På den måde kan forskerne blandt andet få indflydelse på, i hvilket omfang Open Access-politikkerne skal omfatte andet end artikler, herunder monografier og andre former for bøger. Det er et vigtigt spørgsmål - ikke mindst på de ”tørre” områder - hvor en række forskere har indtægter fra lærebøger.

Det tager typisk tusinder af timer at skrive lærebøgerne, og timerne bliver tit lagt i weekender og ferier. Hvis vi gerne vil have en lærebogsproduktion af høj kvalitet – ikke mindst på dansk - er det derfor vigtigt, at vi ikke pålægger forskerne at forære lærebøgerne væk.

Disse udfordringer knyttet til Open Access er til for at løses. Man skal bare være opmærksom på dem.

debat@altinget.dk