Akademikerne: Indre modsætning hindrer udbredelsen af Open Access

Af Lars Qvistgaard
Formand, Akademikerne

Formanden for den nationale styregruppe for Open Access, Hans Müller Pedersen, skriver i sit debatindlæg, at vi kunne komme langt videre, hvis bare forskerne udnyttede deres ret til at parallelarkivere artikler i Open Access. Det er rigtigt, at den første barometermåling viser, at der er et stort uudnyttet potentiale. Men det er alt for unuanceret at konkludere, at det er forskernes skyld, at vi ikke har mere Open Access.

For det første gør rigtig mange prestigefyldte forlag det meget besværligt for forskerne at benytte sig af den grønne vej til Open Access – altså gratis parallelpublicering. Mange tillader som eksempel kun, at det er meget tidlige versioner af artiklen, der må parallelpubliceres. For eksempel før den har været igennem peer review.

Enkelte forskere kan selvfølgelig have helt valide faglige forbehold overfor, at der således publiceres forskellige versioner af én og samme artikel. For det andet er det ikke nødvendigvis nemt for den enkelte forsker at afgøre, på hvilke betingelser en artikel må parallelpubliceres – og hvornår.

Det må være en opgave for institutionerne at analysere de reelle årsager til, at potentialet for Open Access ikke udnyttes bedre - og sammen med forskerne lægge en strategi for, hvordan det bedst gøres. Eksempelvis er der måske andre personalegrupper på forskningsinstitutionerne, der er bedre til at varetage opgaven med at få publicerede artikler parallelpubliceret, end forskerne selv er.

BFI-systemet modvirker Open Access
Herudover har det siden 2009 været sådan, at de enkelte universiteters bevillinger afhænger af, hvor anerkendte tidsskrifter forskerne publicerer i. Systemet kaldes ”den bibliometriske forskningsindikator (BFI)”, og det skaber et økonomisk incitament, der skal få forskerne til at publicere i de mest prestigefyldte og anerkendte tidsskrifter og forlag - uden skelen til om disse understøtter muligheden for parallelpublicering eller gør det på acceptable vilkår.

Det er meget ofte præcis de samme tidsskrifter og forlag, der ingen interesse har i at gøre det nemt for forskerne at parallelpublicere. I stedet promoverer de en model, hvor man som forsker skal betale i dyre domme for at få lov til at lægge sin artikel ud i Open Access.

Med andre ord har vi på nuværende tidspunkt et BFI-system, der ikke er synkroniseret med den nationale Open Access strategi. Hvis vi vil øge forskerincitamentet for Open Access, er tiden derfor inde til at overveje, hvordan BFI-systemet og vores fælles ambitioner om øget Open Access kan spille bedre sammen.

Lovændring vil styrke Open Access
I Tyskland og Holland har man skrevet ind i ophavsretsloven, at forskere har lov til at lægge deres artikler i Open Access - og hvilke betingelser der skal gælde for det, uanset hvad de måtte have aftalt med et konkret tidsskrift. Så vidt jeg ved, er erfaringerne hermed gode, og en sådan ordning må også kunne gennemføres i Danmark.

Akademikerne arbejder aktivt på at påvirke EU-kommissionen, så vi kan få indført en sådan rettighed over hele EU, herunder i Danmark. Vi håber, at forslaget kan indgå i kommissionens overvejelser om en kommende reform af europæisk ophavsret, og vi vil opfordre de danske politikere til at vedtage en sådan ændring af loven om ophavsret.

debat@altinget.dk