Forsker: Intet ”quick fix” mod social arv i uddannelsessystemet
(Foto: Pressefoto)
DEBAT: Alle er tilsyneladende enige om, at der skal gøres noget ved den sociale indsats i uddannelsessystemet. Problemet er, at vi ved ganske lidt om, hvilke indsatser der rent faktisk virker. Mads Jæger, professor ved SFI og Sociologisk Institut, KU, efterlyser mere evidensbaseret forskning.
Af Mads Jæger
Professor ved SFI og Sociologisk Institut, KU.
Vi ved, at den sociale arv eksisterer. Den kan måles tidligt, ja faktisk før du bliver født. Spørgsmålet er, hvordan vi som samfund kan skabe rammebetingelser for, at alle har lige muligheder for at udfolde deres evner og interesser.
Debattørerne på Altinget er kommet med en række perspektiver og bud på, hvad der skal til for at reducere den sociale arv i uddannelsessystemet. Nogle mener, at der bruges for få penge, nogle at der stilles for høje krav, og nogle at der lægges vægt på det forkerte. Som forskeren i debatten vil jeg gøre opmærksom på, at vi kun har meget sparsom viden om, hvad der virker. Der er med andre ord en massiv mangel på evidens for, hvilke indsatser, metoder og ideer der har en gavnlig effekt i forhold til at reducere den sociale arv. Og det er et kæmpe problem!
Udfordringen er, at vi i Danmark ikke har tradition for en evidensorienteret tilgang inden for uddannelses- og socialområdet. Dette er i modsætning til det medicinske område, hvor præparater testes i dobbeltblindede kliniske forsøg, før de må sælges. Men kan man sammenligne fx ADHD-medicin og lektiehjælp? Der er naturligvis tale om meget forskelligartede interventioner, men målgruppen (fx udsatte børn og unge) kunne godt være den samme, og de videnskabelige kriterier, som man benytter til at afgøre, om de to interventioner virker, burde også være de samme. Lodtrækningsforsøg er den videnskabelige guldstandard til at afgøre, om en intervention har en effekt.
Fornemmelser, traditioner og viden
Alligevel er meget af uddannelses- og socialpolitikken baseret på fornemmelser og traditioner snarere end på viden. Man kan spørge retorisk: Ville du spise en pille, som din læge personligt tror virker, men hvis gavnlige effekt ikke er dokumenteret i kliniske forsøg? Sandsynligvis ikke. Ville du tage imod et tilbud om lektiehjælp, som din studievejleder mener virker? Måske.
Hvis vi skal udvikle effektive redskaber til at reducere den sociale arv, har vi brug for mere evidens, også inden for de ”bløde” velfærdsområder. Og det kan sagtens lade sig gøre. I de senere år er igangsat større lodtrækningsforsøg, som forsøger at måle effekten af fx nye redskaber til at gøre pædagoger mere opmærksomme på udsatte børn, en ”sprogkuffert” til at fremme indlæringen blandt børn med dansk som fremmedsprog, og en øget indsats blandt skolelærere til at organisere undervisningen effektivt. Dette er en positiv udvikling, og evidensbasen er i vækst. En vigtig udfordring ved denne type forskning er imidlertid, at den ofte er dyr og tager lang tid.
Politiske beslutningstagere har sjældent tid til at vente tre eller fire år på at vide, om en indsats virkede. Desværre er der ikke noget ”quick fix” i forhold til at udvikle indsatser, der har en påviselig gavnlig effekt på at reducere den sociale arv. Og de sociale og økonomiske omkostninger ved ikke at gøre noget kan vise sig at være meget store. Så derfor må vi ind i kampen.
Overfladisk relevansdebat slører humanisters værdi
AE: Den sociale mobilitet i Danmark skal forbedres
