Nyeste svar

Her kan du læse udvalgte svar fra regeringen til Folketinget

Minister redegør for professionsbacheloruddannelser og studieordninger

SVAR:

Uddannelsesministeren forklarer, at professionsbacheloruddannelser tilrettelægges med en fællesdel og institutionsdel. Det er fællesdelen, der almindeligvis refereres til som en national studieordning. Nationale og lokale studieordninger er derved ikke juridiske begreber beskrevet på bekendtgørelsesniveau. En national studieordning forstås som de dele af en uddannelse, der skal tilrettelægges i fællesskab af de uddannelsesinstitutioner, som udbyder den pågældende uddannelse. 

 

Minister: Fremdriftsreform har ikke ændret på jurastuderendes forhold

SVAR:

Enhedslisten vil have uddannelsesministeren til at overveje, om fremdriftsreformen skaber problemer for de mange retshjælpere, der er helt afhængige af jurastuderende, der arbejder frivilligt. Ifølge ministeren er uddannelser som jurastudiet heltidsuddannelser, som skal tilrettelægges, så de studerende er fuldtidsstuderende. Sådan har det været både før og efter fremdriftsreformen, svarer ministeren.

 

Så mange milliarder skal der spares på uddannelsesområdet

SVAR:

På Uddannelses- og Forskningsministeriets område udgør omprioriteringsbidraget 0,3 mia. kroner i 2016 stigende til 1,3 mia. kroner i 2019. På Ministeriet for Børn, Undervisning og Ligestillings område udgør omprioriteringsbidraget 0,5 mia. kroner i 2016 stigende til 2,1 mia. kroner i 2019. Det samlede omprioriteringsbidrag på de to ministeriers område løber fra 2016-2019 op i ca. 8,6 mia. kroner

Minister: Reeksaminer og fremdriftsreform hænger ikke sammen

SVAR:

Uddannelses- og forskningsministeren mener ikke, at det på nuværende tidspunkt kan konkluderes, at der er en sammenhæng mellem stigningen af antallet af reeksaminer (over 100 procent på Københavns Universitet) og fremdriftsreformen. Det er for tidligt at sige noget generelt om de samlede effekter af denne del af reformen, mener ministeren. 

 

Minister: Taxameteranalyse er på trapperne

SVAR:

Uddannelses- og forskningsministeren forventer, at den taxameteranalyse, der er bestilt hos konsulentfirmaet Deloitte, bliver offentliggjort i løbet af efteråret.

Lunde Larsen: Rumsektoren rummer store muligheder

SVAR:

Uddannelses- og forskningsminister Esben Lunde Larsen (V) deler Dansk Folkepartis opfattelse af, at der ligger spændende erhvervs- og vækstmuligheder i et dansk et rumagentur. Der pågår i øjeblikket et arbejde i en tværministeriel arbejdsgruppe, der i løbet af efteråret kommer med en kortlægning af området, herunder anbefalinger til den fremtidige myndighedsvaretagelse og koordination på området.

 

Neergaard svarer om dimittenders dagpengeret

SVAR:

Beskæftigelsesministeren kommentere her en henvendelse fra PROSA (fagforbund for it-professionelle) til ministeren af 12. august 2015 om fortolkning af dimittenders ret til dagpenge.

Minister gennemgår IB-studenters muligheder på videregående uddannelser

SVAR:

IB Diploma er en adgangsgivende eksamen på linje med en dansk gymnasial eksamen. Ansøgere med en IB Diploma fra Danmark kan opfylde adgangskravene til videregående uddannelser i Danmark, idet de har mulighed for at vælge fag, som imødekommer krav til fag og niveauer på danske uddannelser. Hvis der er flere kvalificerede ansøgere, end der er studiepladser, bliver forudsætningerne hos de øvrige ansøgere afgørende, da kun en vis andel af ansøgerne kan optages.

Minister afviser indsigt i embedsmandsarbejde med dimensioneringsplan

SVAR:

SF havde bedt uddannelses- og forskningsministeren fremlægge kommissoriet for ministerens og finansministerens embedsmandsgruppe, som i foråret 2014 udarbejdede analyser og modeller for den såkaldte dimensioneringsplan. Da kommissoriet er udarbejdet under den tidligere regering, ønsker ministeren imidlertid ikke at give indblik heri. 

 

Sundhedsstyrelsen: Nødvendigt med mere HPV-forskning

SVAR:

Sundhedsstyrelsen finder ifølge sundhedsministeren, at yderligere forskning HPV-vaccine er nødvendig. Forskningen vil kunne bidrage med viden, der kan klarlægge, om de observerede alvorlige og uafklarede symptombilleder hos en række piger og kvinder skyldes HPV-vaccinen eller andre faktorer.