Udvalget for Videnskab og Teknologi skifter navn

NAVNEÆNDRING: Udvalget for Videnskab og Teknologi ændrer navn til Udvalget for Forskning, Innovation og Videregående Uddannelser.

Folketinget besluttede i maj 2011, at man ville vente med at nedsætte de stående udvalg til efter valget, indtil den nye regering havde fastlagt, hvor mange ministerier den ville oprette, og ministeriernes arbejdsområder. På den måde kunne Folketinget tilpasse folketingsudvalgenes antal og arbejdsområder efter de ændringer, der skete i ministerierne.

Gruppeformændene har nu besluttet, at der skal ske en række ændringer i udvalgenes sagsområder og navne som følge af de ændringer, der er sket i ministerierne. Det sker, for at udvalgenes sagsområder svarer til ministeriernes.

Det får den konkrete effekt, at Udvalget for Videnskab og Teknologi ændrer navn til Udvalget for Forskning, Innovation og Videregående Uddannelser. Udvalget tilføres videregående uddannelser og uddannelsesstøtte fra Uddannelsesudvalget, en del af de kunstneriske uddannelser fra Kulturudvalget og maritime uddannelser fra Erhvervsudvalget.

Regeringen har nedlagt IT- og Telestyrelsen, og som følge heraf afgiver udvalget dette sagsområde, som opdeles og fordeles til andre udvalg, herunder tele- og internetregulering til Erhvervs, Vækst- og Eksportudvalget og digitalisering af den offentlige sektor m.v. til Kommunaludvalget.

Antallet af stående udvalg er uændret 26.

Login