Spil giver AU-professor forskningspris
Jacob Sherson modtager Grundfosprisen 2018 for at bringe videnskab ind i folks hjem.
Professor ved Institut for Fysik og Astronomi, Aarhus Universitet, Jacob Sherson, modtager i dag, 4. oktober, Grundfosprisen 2018 for sit arbejde med at bringe naturvidenskaben tættere på folk.
Det melder Poul Due Jensens Fond i en pressemeddelelse.
”Jacob Sherson får Grundfosprisen, fordi han på enestående vis formår at flytte grænserne for eksperimentel kvantemekanik og samtidig inddrage den menneskelige intuition i naturvidenskabelig forskning. På den måde bidrager han også til at nedbryde murene mellem forskere og samfund og invitere os almindelige dødelige med indenfor”, udtaler fondsformand Jens Bager ifølge pressemeddelelsen.