Sander svarer på kritik

FRIHEDSGRADER: Videnskabsministeren svarer igen på kritik af universiteternes udviklingskontrakter og frihedsgrader.

Universiteternes strategiske udviklingskontrakter sætter universiteternes autonomi ud af kraft og bør kun gælde inden for udvalgte områder, hvor forskerne beskæftiger sig med noget nyt af hensyn til samfundets krav.

Sådan lød kritikken fra henholdsvis fagforeningen DM og professor Peter Harder, KU, tidligere på året i bladet Forskerforum.

Strategilægning bør reduceres
Kritikken har fået Johanne Schmidt-Nielsen, forskningsordfører fra Enhedslisten, til at spørge videnskabsminister Helge Sander, hvorvidt udviklingskontrakterne harmonerer med UNESCO's anbefaling af, at finde en balance mellem graden af uafhængighed og myndigheders kontrol af universiteterne samt om, hvorvidt ministeren er enig i professor Peter Harders udlægning, at strategilægning må reduceres til det punkt, hvor den kun vedrører, hvad der er nødvendigt i forhold til samfundet.

Sander: Nødvendigt med vis regulering 
Nu har Helge Sander svaret på begge spørgsmål.

Til spørgsmål 156, hvor Johanne Schmidt-Nielsen beder ministeren kommentere, hvorledes UNESCO's autonomikrav harmonerer med, at videnskabsministeren kan diktere krav til strategier m.m. gennem udviklingskontrakter samt diktere akademiske forhold og dermed i praksis sætte universitetets autonomi ud af kraft, svarer Helge Sander blandt andet:

"Med de mange offentlige midler, som universiteterne forvalter hvert år, er det - med afsæt i universitetsloven - nødvendigt med en vis regulering af universiteternes aktiviteter. "

"Udviklingskontrakten skal beskrive universitetets strategiske mål, midler og indsatsområder og være centreret om universitetets kerneopgaver. Udviklingskontrakten indgås efter forhandlinger mellem Videnskabsministeriet og det enkelte universitet.

"Jeg er ikke enig med DM, der hævder, at udviklingskontrakten reelt sætter størstedelen af det institutionelle selvstyre ud af kraft."

Se hele Sanders svar på spørgsmål 156

Den enkelte forsker har frihed
Til spørgsmål 158 om, at strategilægning bør reduceres til det punkt, hvor den kun vedrører, hvad der er nødvendigt i forhold til samfundet, svarer Sander:

"Det vil være uhensigtsmæssigt at indskrænke universiteternes muligheder for strategisk planlægning til kun at omfatte de områder, hvor universiteterne skal foretage sig noget nyt af hensyn til samfundets krav."

"Det er ifølge universitetsloven institutlederen, der varetager instituttets daglige ledelse, herunder planlægning og fordeling af arbejdsopgaver."

"Institutlederen kan pålægge medarbejdere at løse bestemte opgaver. Når de videnskabelige medarbejdere ikke er pålagt sådanne opgaver, forsker de frit inden for universitetets forskningsstrategiske rammer. Den enkelte forsker har således frihed til at vælge metode, fremgangsmåde og emne inden for universitetets forskningsstrategiske rammer. "

"Jeg mener, at det vil være uhensigtsmæssigt at indskrænke universiteternes muligheder for strategisk planlægning til kun at omfatte de områder, hvor universiteterne skal foretage sig noget nyt af hensyn til samfundets krav."

Login