Hovedstaden ansætter ny EU-chef for forskning

EU: Fra 1. oktober skal Birgitte Wederking lede Region Hovedstadens nye Bruxelles-kontor for forskning og udvikling.

Flere midler til DTU og KU og mere indflydelse på EU's forskningspolitk. Det er to af de langsigtede hovedmål, som Birgitte Wederking, den nyansatte leder af Region Hovedstadens kommende EU-kontor for forskning og udvikling, har sat sig.

Hun tiltrådte sin nye stilling 1. oktober og skal først og fremmest til at etablere kontoret fysisk og ansætte medarbejdere, men derefter venter en række opgaver med blandt andet at føre hovedstadens forskningsaktiviteter tættere på EU's økonomiske kraftcenter i Bruxelles, som frem til 2013 uddeler 57 milliarder kroner om året til aktiviteter inden for forskning og udvikling.

"Der er flere ting, vi skal i gang med og noget af det første er at lave en handlingsplan for 2009, som skal ligge klart til januar. Desuden skal vi deltage i de platforme og netværk inden for forskningsverdenen, som findes hernede, udbygge relevante partnerskaber, og så får vi også en del med DG Research (EU's forskningsdepartement, red.) og nogle af de andre generaldirektorater at gøre," siger Birgitte Wederking, der kommer fra en stilling som vicekontorchef i Central Denmark, som er 19 midtjyske kommuner og Region Midtjyllands fælles EU-repræsentation og har stor erfaring med EU-systemet fra både det og tidligere jobs.

Login