Forskere er for negative

FORSKNING: En rektor og en dekan mener, at tonen i det danske forskningsmiljø er blevet for negativ. Vi må vende os mod omverdenen, mener de. Rektorformand erkender negativ tendens.

"Man kan i dårlige stunder få det indtryk, at vi repræsenterer et mindreværdskompleks. Vi er jo næsten rutinemæssigt i afdelingen for de dårlige nyheder i medierne. Det bliver næsten altid negativt - men jeg så hellere, at vi tog skæbnen i egen hånd og kom på forkant frem for på bagkant," siger Stefan Hermann til dagbladet Information.

Satte sig ned og ventede
Som et eksempel peger Stefan Hermann på debatten om den nuværende universitetslov, som utallige forskere og eksperter de seneste år har haft travlt med at kritisere:

"Universitetsloven kom ikke ud af det blå - man vidste, at der var en ny ledelses- og repræsentationsstruktur på vej, og at tendensen gik imod mere konkurrenceudsat forskning. Der kunne man i langt højere grad have forsøgt aktivt at gå ind i processen og påvirke den politiske dagsorden. Altså ændre de korslagte arme til aktive skrivende hænder og på den måde få indflydelse. Men groft sagt satte man sig ned og ventede, og så kom der noget, som man ikke brød sig om," siger Stefan Hermann.

Login