Enighed om ændringer i dimensioneringsmodel

DOKUMENTATION: Uddannelsesminister Sofie Carsten Nielsen (R) og universiteterne er nået frem til en fælles forståelse for dimensionering af uddannelserne. Læs hovedelementerne i den ændrede dimensioneringsmodel her. 

Regeringens dimensioneringsmodel blev modtaget med stor utilfredshed af de danske universiteter. Dog har både universiteterne og regeringen fra start været enige om, at man måtte finde en løsning på overledigheden. Uddannelsesminister Sofie Carsten Nielsen (R) og universiteterne har derfor søgt at forhandle om, hvordan uddannelserne skal dimensioneres. Og man er nu nået til en fælles forståelse for en model.

Den nye model byder på to væsentlige ændringer. For det første har man valgt at udskyde nedskæringen på kandidatuddannelserne med tre år. Det betyder, at indfasningen af studiepladserne på disse først sker i 2018. For det andet har man indskrevet en buffer i nedskæringerne i optaget på bacheloruddannelserne, hvilket indebærer, at der "frigives" 300 studiepladser, der fordeles ligeligt mellem de enkelte universiteter. 

Læs de tolv hovedelementer her:

Udgangspunktet for dimensioneringen er den af ministeriet fastlagte ramme på 2.400 studiepladser på kandidatuddannelserne og den deraf afledte dimensionering på 3.500 studiepladser på bacheloruddannelserne.

Bacheloruddannelser:

1. På bachelorniveau reduceres der med 3.500 studiepladser, svarende til 880 om året, regnet i forhold til optaget i 2013.

2. Indfasningen sker over fire år fra 2015 til 2018.

3. Fordelingen af reduktionen i optaget på bacheloruddannelserne udmeldes på universitetsniveau, jf. omregningen af den samlede dimensionering fra kandidatniveau til bacheloroptaget af 23. oktober 2014.

4. De enkelte universiteter varetager opgaven med at beslutte på hvilke uddannelser, der skal reduceres bachelorstudiepladser. Tilpasningen skal afspejle den udmeldte dimensionering på kandidatniveau og den af det enkelte universitet valgte dimensionering på enkeltuddannelser på kandidatniveau, jf. punkt 9.

5. I den konkrete udmøntning tages hensyn til de konkrete uddannelsesforløb og regionale eller udbudsmæssige forhold af helt særlig karakter, herunder muligheden for at veksle en mindre del af den fremadrettede fleksibilitet på kandidatuddannelserne til en mindre reduktion i optaget på bacheloruddannelserne. Det sker inden for en fast ramme på 300 studiepladser, der fordeles forholdsmæssigt til de enkelte universiteter, og som aftales konkret i dialogen med ministeriet.

Kandidatuddannelser:

6. Dimensioneringen på 2.400 studiepladser på kandidatniveau fastholdes, men der korrigeres for utilsigtede konsekvenser (vurderet på op til 100 studiepladser).

7. Indfasningen sker over tre år fra 2018 til 2020.

8. Optaget på de dimensionerede kandidatuddannelser kan i perioden 2015 til 2018 ikke øges i forhold til optaget i 2013.

9. Hvert universitet modtager fordeling af pladserne opgjort på hovedområde. Samtidig fremsendes oplysninger om beregnet maksimumoptag på uddannelsesgrupper og enkeltuddannelser som anført i udmeldingen af 24. september 2014.

10. Det enkelte universitet fordeler dimensioneringen på kandidatuddannelser, der i modellen er identificeret med systematisk ledighed (indgår i de identificerede udannelsesgrupper/enkeltuddannelser). Fordelingen kan ske på tværs af de identificerede uddannelsesgrupper/enkeltuddannelser – inden for eller på tværs af hovedområder. Der kan tages relevante hensyn på den enkelte institution, herunder evt. flyttes en mindre del af dimensioneringen (op til 15 procent) til kandidatuddannelser, som ikke er udtaget til dimensionering i modellen. Fordelingen afspejles i optaget på bachelorniveau, jf. pkt. 4. Omflytningen skal ske under hensyntagen til dimensioneringens klare målsætning om ikke at uddanne til arbejdsløshed. Omflytningen skal begrundes, f.eks. med udgangspunkt i ledighedsstatistikken for de pågældende uddannelser.

11. Der gælder en fleksibilitetsgaranti i perioden 2015-2020, der bringes i anvendelse, hvis retskravsbachelorerne udfylder hele det udmeldte loft for optaget på kandidatuddannelserne. Fleksibiliteten betyder, at der kan optages 10 procent øvrige studerende ud over loftet. Der vil også være finansiering til denne aktivitet.

12. Der er fortsat finansiering til alle bachelorstuderende og retskravsstuderende på kandidatuddannelserne.

 I regi af Rektorkollegiet sikres, at besluttede reduktioner ét sted ikke modsvares af øget optag på nært beslægtede uddannelser på et andet universitet, jf. pkt. 12. Det gælder både på bachelor- og kandidatniveau.

Modellen evalueres efter 3 år, ligesom udviklingen på arbejdsmarkedet løbende følges tæt.

Kilde: Uddannelses- og Forskningsministeriet. 

Login