Danske projekter kæmper om europæisk e-pris

KORT NYT: Fire danske projekter er med i opløbet, når de bedste europæiske løsninger inden for digital forvaltning kåres i Malmø de 19. november.

Over 250 projekter fra 31 lande har deltaget i konkurrencen om Den Europæiske Digitaliseringspris, the European eGovernment Awards 2009.

Feltet er nu skåret ned til 52 finalister, heriblandt de fire danske digitaliseringsprojekter:

1. Genvej under Gentofte Kommune,
2. NemLog-in under Økonomistyrelsen,
3. NemHandel under IT- og Telestyrelsen og
4. Øresunddirekt under Region Hovedstaden, Økonomi- og Erhvervsministeriet, Beskæftigelsesministeriet samt Region Skåne.

Næst efter Malta og Estland er Danmark det europæiske land, der har flest nominerede projekter med i finalen målt pr. indbygger.

"Vores fire digitale internet-løsninger i finalerunden bekræfter, at Danmark er fremme i førerfeltet, hvad angår digitale tjenester i det offentlige," siger videnskabsminister Helge Sander (V) i en pressemeddelelse og fortsætter:

"Det viser sig også ved, at eksempelvis NemHandel i et EU-projekt anvendes som model for en europæisk løsning for e-business på tværs af grænserne."

Login