DSF: Konkurrence om forskningsmidler højner kvaliteten

KONKURRENCE: En analyse fra Det Strategiske Forskningsråd viser, at konkurrencen om midler til forskning styrker samarbejde mellem forskere og dermed forskningskvaliteten. Professor og medlem af Det Frie Forskningsråd afviser dog konklusionen som spinkel.

Konkurrence blandt forskere for at få offentlige forskningsmidler er steget de seneste år. Men det er langtfra en dårlig ting. Faktisk betyder den øgede konkurrence, at forskerne samarbejder mere, for at lave tilstrækkelig gode ansøgninger, og det højner kvaliteten i forskningen.

Sådan lyder det i en analyse fra Det Strategiske Forskningsråd (DSF) i Politiken, der er skrevet på baggrund af en kortlægning af ansøgere og bevillingstilsagn fra DSF i 2009.

Øget konkurrence skaber kvalitet
Formand Peter Olesen og næstformand Esther Fihl i bestyrelsen for Det Strategiske Forskningsråd går dermed i rette på argumenterne om, at konkurrence hæmmer samarbejde mellem forskerne. De henviser blandt ande til, at der i gennemsnit, er et højere antal deltagere på et forskningsprojekt støttet af DSF end andre støtteorganer.

Peter Olesen og Esther Fihl ser dette som et resultat af den øgede konkurrence, da forskerne tilskyndes til at gå sammen om at lave en ansøgning af høj kvalitet. Og ifølge deres erfaringer er det samarbejde, og specielt internationalt samarbejde, der højner kvaliteten af et forskningsprojekt.

Spinkel konklusion
Professor Heine Andersen ved København Universitet og medlem af Det Frie Forskningsråd | Samfund og Erhverv (FSE) afviser dog Peter Olesen og Esther Fihls konklusion.

"Det er godt at man forsøger at gøre op systematisk, hvad der kommer ud af forskellige forskningspolitiske midler. I det her tilfælde, synes jeg man drager konklusioner som man slet ikke kan drage på dette grundlag. Det, som er lavet her, er alt for spinkelt. For eksempel ved man jo ikke, hvordan samarbejdsrelationer ville have været uden rådsbevillingerne," siger professor Heine Andersen og forsætter:

"Hovedlæren om konkurrence, både teoretisk og empirisk, er, at det er en barriere mod samarbejde snarere end det modsatte. Det er simpel logik. Alt efter hvordan man indretter konkurrencebetingelserne kan man jo godt gøre noget, så der dannes samarbejde på trods af konkurrencen."

Kvalitet er mere end samarbejde
Professor Heine Andersen kritiserer desuden antagelserne mellem samarbejde og kvalitet.

"Man skal passe på ikke at gøre enhver form for samarbejde til et mål i sig selv, det er ikke givet, at enhver form for samarbejde fremmer kvalitet. Og man ved faktisk heller ikke, om samarbejde om at lave en ansøgning, som jo kan være taktisk betinget, faktisk fører til vellykket fagligt samarbejde," siger han.

Han peger derfor på, at flere grundige og systematisk analyser af effekterne af forskningspolitiske midler kunne være interessante.

"Men det forudsætter, at de så vidt muligt udføres uafhængigt af bevillingsgiver og det forskningspolitiske system," afslutter Heine Andersen.

Login