Sander tvunget til at se på uddannelsesbarriere
UDDANNELSE: Videnskabsministeren blev ved et møde i universitetsforligskredsen i sidste uge tvunget til at gøre noget ved suppleringsproblematikken.
Embedsmænd i Videnskabsministeriet og Undervisningsministeriet skal i gang med at kortlægge barriererne mellem professionsuddannelser og universitetsuddannelser med det mål at skabe mere smidige regler omkring de kortvarige suppleringsuddannelser, der ofte er overgang mellem i hvert fald professionsbachelorer - og i nogle tilfælde også universitetsbachelorer - og kandidatuddannelser. Det skriver Politiken mandag.
Initiativet sker som følge af et møde mellem universitetslovspartierne torsdag og kommer efter, at videnskabsminister Helge Sander (V) i sidste uge i et skriftligt svar til Enhedslistens Johanne Schmidt-Nielsen påpegede, at de studerendes deltagerbetaling på suppleringsuddannelser i 2008 beløb sig til ca. 6,3 mio. kr.
Det fik Socialdemokraterne og Konservative til på mødet at opfordre ministeren til at igangsætte en kortlægning af suppleringsuddannelserne og kravene til dem.