Humaniora skal ikke nytte noget

HUMANIORA: Argumentationen om, at humaniora skal være til gavn for erhvervslivet, er ved at kvæle humaniora langsomt, siger Hans Hauge, borgerlig samfundsdebattør og lektor i litteraturvidenskab, AU.

"Der er ingen længere, der gider læse fransk og næsten heller ingen tilbage på tysk. Det kunne også være nyttigt for os danskere at kende mere til flere af de nye sprog, der er kommet ind i EU. Men nytteværdien har taget livet af sprogfagene. Alle i dag taler engelsk, også franskmændene, så ingen kan se nytten i at lære andre sprog. Selv på nordisk skal jeg til at undervise på engelsk til næste år, så de udenlandske studerende kan følge med," siger Hans Hauge, borgerlig orienteret samfundsdebattør og lektor i litteraturvidenskab ved Aarhus Universitet.

Speciale i jobcentre
Også som specialevejleder mærker Hans Hauge de nye tider, hvor selv de studerende på litteraturvidenskab tænker på, hvordan de kan målrette deres studier mod erhvervslivet.

"Af de specialestuderende, jeg har lige nu, er der én, der skriver om coaching, én, der skriver om jobcentre og en, der skriver om bestseller-bøger, som jo også repræsenterer en bestemt markedsforståelse. Der er ingen, der skriver om Oehlenschläger eller andre store personer i litteraturhistorien. De studerende skal jo ud at finde arbejde, så de kan godt se, at deres studie skal være nyttigt. Men det betyder, at der forsvinder en masse viden," siger Hans Hauge, som mener at den megen fokus på at gøre nytte kan risikere at bide sig selv i halen.

Login