20 danske forskere til Stanford og Berkeley

PARTNERSKAB: Danske forskere får nu gennem VTU mulighed for at komme på gæsteforskerophold på Stanford University og UC Berkeley.

Som et resultat af Videnskabsministeriets strategiske partnerskaber med centrene H-STAR på Stanford University og CITRIS på UC Berkeley i Californien får op til tyve danske forskere nu chancen for at komme på gæsteforskerophold ved et par af verdens allerbedste universiteter.

Videnskabsminister Charlotte Sahl-Madsen (K) håber, de mange gæsteforskerophold kan åbne for nye samarbejder mellem Danmark og topforskere fra Californien:

"Den nyeste viden og bedste idéer kender ingen landegrænser. Jeg håber derfor, at mange dygtige danske forskere vil bruge dette springbræt til at bygge netværk og indgå samarbejder med nogle af verdens bedste forskere," siger ministeren.

De seneste par år har mere end 30 forskere fra danske universiteter været på gæsteforskerophold i Californien gennem Videnskabsministeriets partnerskaber med Stanford og UC Berkeley.

En nylig evaluering af gæsteforskernes ophold viser, at 90 pct. af disse har angivet, at opholdet har været af "kritisk betydning for deres forskningskarriere".

Der er frist for ansøgninger den 15. november 2010.
Opslag kan findes på Forsknings- og Innovationsstyrelsens hjemmeside.

Login