Medicinforsøg skal ikke tjekkes ekstra

NYHED: Sundhedsministeren afviser, at det vil være nødvendigt med mere kontrol med kliniske forsøg. Han henviser til Lægemiddelstyrelsens kontrol af lægemidlerne.

"Lægemiddelstyrelsen har oplyst, at den ikke er bekendt med, at det er almindeligt, at lægemiddelvirksomheder i videnskabelige artikler pynter på de resultater, der offentliggøres om nye produkter. Styrelsen har tværtimod den opfattelse, at medicinalvirksomheder generelt gør en stor indsats for at efterleve reglerne om god klinisk praksis i forbindelse med planlægning, gennemførelse og rapportering om kliniske forsøg med lægemidler," skriver sundhedsministeren i et svar til Per Clausen fra Enhedslisten.

Det var oprindeligt overlæge Peter C. Gøtzsche, der foreslog, at det offentlige burde overtage den kliniske afprøvning af medicinalprodukter, fordi mange medicinalselskaber fifler med forsøgsdesign og dataanalyse for at få det "rigtige" resultat. Men den ide er indtil videre lagt på is.

Login