Utilfredsheden stikker dybt

De over 1700 forskere og studerende, der har tilmeldt sig gruppen Forskningsfrihed på Facebook, og som Altinget skrev om i tirsdags, er et tegn på en uheldig strukturel udvikling i det danske forskningsmiljø. Det mener Kaare Aagaard fra Center for Forskningsanalyse ved Aarhus Universitet. Kaare Aagaard er ph.d.-stipendiat og har siden 2000 fulgt dansk og europæisk forsknings- og innovationspolitik. I øjeblikket arbejder han på et projekt om den nye forskningsfinansieringsmodel, der med inspiration fra Norge skal indføres fra 2009.  

Hvorfor er forskere (og studerende) så oprørte over den førte forskningspolitik?

"Jeg oplever, at der er en generel frustration over et meget styringsivrigt ministerium, der indfører lag på lag af nye styrings- og kontrolmekanismer, der overføres mere eller mindre ukritisk fra andre områder som regel med stor inspiration fra New Public Management-diskursen, og det er på mange måder i konflikt med traditionelle universitetsværdier. Dermed ikke sagt, at der ikke er behov for styring og ledelse, men det der efterlyses af mange er, at der i højere grad bliver tale om virkemidler, der matcher universiteternes særlige karakteristika, samt at de virkemidler, der indføres, får lov at vise deres værd før nye initiativer læsses ovenpå."

Er den styring, der foregår, meget værre end tidligere?

"Der er tale om en glidende overgang, der nok for alvor tog fart sidst i 1990'erne. Der er enkeltstående reformer som eksempelvis universitetsloven fra 2003, der i sig selv markerer et tydeligt brud, men ellers er det nok nærmere en opfattelse blandt mange forskere af, at den konstante udbygning af styrings- og kontrolregimet står i stærk kontrast til den politiske retorik, der stadig fremhæver autonomi, decentralisering og forskningsfrihed som kerneværdier. Samlet set er der siden udviklingskontrakternes lancering i 1998 kommet en lang række nye styringsmekanismer til, uden at ret mange af de allerede eksisterende er faldet bort."