Gjerskov udskyder debat om YJ-ordning

STØTTE: Debatten om en ny støtteordning for yngre jordbrugere må vente, til Natur- og Landbrugskommissionen har fremlagt sine anbefalinger. Det siger fødevareminister Mette Gjerskov (S), efter VOK har fremsat et forslag til en ny YJ-ordning. Det møder kritik fra flere sider.

Der skal findes en ny støtteordning til de yngre jordbrugere, og det kan nærmest ikke gå hurtigt nok. Det er meldingen fra Venstre, Dansk Folkeparti og De Konservative, der nu barsler med et beslutningsforslag til en ny YJ-ordning.

Den nye YJ-ordning skal ifølge de tre oppositionspartier tage over efter den gamle ordning, som blev nedlagt ved årsskiftet. Og hvis det står til de tre partier, skal den helst vedtages i løbet af foråret, så den kan træde i kraft inden sommerferien.

Men allerede inden forslaget er blevet fremsat, fastslår fødevareminister Mette Gjerskov (S), at det er for tidligt at diskutere emnet. Det må vente til næste år, når Natur- og Landbrugskommissionen har fremlagt sit færdige arbejde.

"Vi har fra regeringens side besluttet at adressere yngre jordbrugeres vilkår i Natur- og Landbrugskommissionen, fordi problemstillingen hænger tæt sammen med andre af landbrugets udfordringer og derfor bør ses i sammenhæng," skriver fødevareministeren i en skriftlig kommentar til Altinget | Fødevarer.

"Men hvis oppositionen fremlægger et forslag i salen, vil vi naturligvis forholde os seriøst til det, som vi gør med alle forslag," understreger hun.

V: Vi må tage diskussionen nu

Den udmelding møder dog skarp kritik fra både politiske med- og modspillere samt erhvervsorganisationen Landbrug & Fødevarer. Ikke mindst fra Venstres landbrugs- og fødevareordfører, Erling Bonnesen, der er en af hovedforfatterne bag forslaget.

Han mener ikke, at man kan udskyde diskussionen til, efter Natur- og Landbrugskommissionen er blevet færdig med sit arbejde.

"Når vi fremlægger forslaget, er det, fordi der er behov for en løsning nu. Derfor er jeg ærgerlig over, at Mette Gjerskov udskyder debatten, for det vil bremse og forsinke nye etableringer i primærerhvervene," siger han til Altinget | Fødevarer.

VOK's forslag til en ny YJ-ordning har været undervejs, siden Fødevareministeriet i november 2011 offentliggjorde en rapport om, hvordan en ny, selvfinansierende støtteordning for yngre jordbrugere kunne strikkes sammen.

LÆS: Ny ordning for yngre jordbrugere har lange udsigter

Og ifølge Erling Bonnesen er den indrettet således, at man undgår de problemer, som var med den gamle ordning. Her var hovedproblemet, at låntagerne ikke hæftede solidarisk. Præmien, som de enkelte jordbrugere skulle betale, var derimod konstant, når den først var blevet ydet, og derfor var det op til de nye ansøgere at udligne de tab, der havde været på ordningen.

Det blev et stort problem under finanskrisen, hvor landmændenes økonomiske problemer fik presset garantipræmien op, og derfor blev det nærmest umuligt for yngre jordbrugere at gøre brug af ordningen. Men det er noget, oppositionspartierne ifølge Erling Bonnesen har taget højde for med det nye forslag. Her er garantigebyret variabelt, og det betyder, at gebyret stiger og falder alt efter, hvor store tabene er.

"Ordningen er selvfinansieret, og derfor vil den ikke komme til at belaste skatteborgerne overhovedet. Derfor kan jeg ikke forstå, at ministeren ikke engang vil tage diskussionen nu," siger han.

L&F foreslår midlertidig løsning
Den melding møder noget uventet opbakning fra den politiske modspiller, Enhedslistens Per Clausen.

Selvom han ikke umiddelbart vil tilslutte sig forslaget fra de tre borgerlige oppositionspartier, så mener han også, at der snart er behov for en diskussion om, hvordan man kan hjælpe de yngre jordbrugere.

"Der er et stort problem med at få løst generationsskiftet på de danske bedrifter, og derfor har vi brug for en grundlæggende diskussion om, hvordan vi kan få kombineret et sådant skifte i landbruget med en mere holdbar udvikling af landbrugs- og fødevareproduktionen. Og det vil jeg gerne være med til at drøfte, inden Natur- og Landbrugskommissionen kommer med sine anbefalinger," siger Per Clausen.

Samme tilgang har Niels Jørgen Pedersen, formand for Landbrug & Fødevarer, til problemet. Han mener, det er forkert at "sylte" debatten i Natur- og Landbrugskommissionen, og han foreslår derfor, at man fra politisk side finder en midlertidlig løsning, der kan løbe, indtil Natur- og Landbrugskommissionen er færdig med sit arbejde.

"Vi er nu nået ned på et prismæssigt niveau, hvor det er muligt for yngre jordbrugere at komme i gang og etablere sig. Men nu har vi til gengæld ingen YJ-ordning, så det er lidt af et paradoks," siger han.

SF: Bankpakke 5 kan også bruges
Trods kritikken mener Ida Damborg, fødevarerordfører for SF, at man bør klappe hesten en ekstra gang, før man kaster sig ud i en stor og forhastet debat om en ny YJ-ordning.

"Det er rigtig vigtigt, at vi sikrer, at der kommer yngre jordbrugere ind i landbruget. Men det er ikke for sjov, at vi har lavet en Natur- og Landbrugskommission, og i stedet for at være så fokuserede på enkeltområder, bliver vi nødt til at se tingene i en større sammenhæng," siger Ida Damborg og afviser, at regeringen ikke gør noget på nuværende tidspunkt.

Tidligere på måneden blev Bankpakke 5 vedtaget af et bredt flertal i Folketinget. Og det er en pakke, som også de yngre jordbrugere vil kunne få gavn af, siger Ida Damborg.

"Derfor laver vi også nogle her-og-nu-tiltag, som de yngre jordbrugere også kan få gavn af. Derfor kan man ikke sige, at vi er ligeglade med problemet," siger hun.  

Login