Nyeste svar

Her kan du læse udvalgte svar fra regeringen til Folketinget

Brosbøl venter på svar fra EU-lande om vandrammedirektivet

SVAR: Miljøminister Kirsten Brosbøl (S) skal til Miljøudvalget oversende en redegørelse for de øvrige EU-landes fortolkning og udførelse af vandrammedirektivets grundvandsovervågningsforpligtelse. Ministeren venter dog stadig på svar fra EU-landene om deres fortolkning af definitionen af grundvand og udførelse af vandrammedirektivets overvågningsforpligtelse.

Dan Jørgensen: Ingen renteindtægter på EU-midler til landmænd

SVAR: Strukturen i udbetalingen af EU’s arealstøtte er, at midlerne først bliver refunderet fra EU til de danske myndigheder efter, at NaturErhvervstyrelsen har afholdt udgiften til arealstøtten. Det er derfor ikke muligt at tale om, at den danske stat opnår renteindtægter ved midlerne, forklarer fødevareminister Dan Jørgensen (S).

Boligministeren forsinkes med svar om EU-støtte til bosætning i landdistrikterne

SVAR: Boligminister Carsten Hansen (S) skal til Udvalget for Landdistrikter og Øer oplyse om skattemæssige incitamenter i de nordiske lande og andre lande i EU, som på forskellig vis understøtter bosætning og udvikling i landdistrikter. Svaret forudsætter indhentelse af bidrag via danske repræsentationer i de nordiske lande og EU, og det er derfor ikke muligt at svare på spørgsmålet indenfor svarfristen. Der udarbejdes endeligt svar snarest muligt.

Minister redegør for EU-midler til danske landmænd

SVAR: Der udbetales EU-midler løbende hele året. NaturErhvervstyrelsen oplyser, at midlerne først udbetales til landmanden, hvorefter styrelsen orienterer EU-Kommissionen om den udgift til støtte, som styrelsen har haft i en given måned. Herefter bliver midlerne refunderet fra landbrugsfonden. Det sker den tredje hverdag i den anden måned efter den måned, hvori udgiften har været afholdt.

Klimaminister: Ingen udviklingsstøtte til kulkraftværker

SVAR: I det bilaterale udviklingssamarbejde ydes der ikke støtte til kulfyrede kraftværker. I ordninger som Danida Business Finance og Industrialiseringsfonden for Udviklingslandene (IFU) kan et engagement i kulfyrede kraftværker ifølge klimaministeren ikke udelukkes, men igennem adskillige år har det ikke været aktuelt at tage stilling hertil.

Minister svarer om Frontex-operation

SVAR: Regeringen bakker ifølge justitsminister Mette Frederiksen (S) generelt op om Frontex-samarbejdet og den styrkelse af agenturets tilstedeværelse i det centrale Middelhav, der er sket ved indsættelse af den Frontex-koordinerede operation Triton. Triton har i overensstemmelse med Frontex’ mandat primært fokus på grænseovervågning.

Minister afviser ny fødevaremærkning: Området er EU-reguleret

SVAR: Fødevareminister Dan Jørgensen (S) afviser at indføre mærkning på fødevarer, der giver forbrugeren viden om, hvornår fødevarer er produceret. Reglerne på mærkningsområdet er EU-reguleret, og derfor kan Danmark ikke indføre en ny mærkningsordning.

Heunicke bekræfter EU-uenighed om social dumping

SVAR: Transportminister Magnus Heunicke (S) bekræfter, at der blandt de 13 EU-lande, som er samlet i en alliance imod social dumping og uklare cabotageregler, er uenige om en fælles definition af begrebet social dumping. Ministeren vil komme med konkrete forslag, men det er ikke på forhånd sikkert, at det vil være muligt at få alle landes opbakning, lyder det.

Disse EU-lande har en menneskerettighedsambassadør

SVAR: Fire EU-medlemslande, Finland, Frankrig, Nederlandene og Sverige, har en menneskerettighedsambassadør. I tre medlemslande, Luxembourg, Spanien og Ungarn, står stillingen som menneskerettighedsambassadør pt. ubesat. Tyskland har en kommissær for menneskerettigheder og udviklingsbistand.