Nyeste svar

Her kan du læse udvalgte svar fra regeringen til Folketinget

Kofod: Situationen i Hongkong bliver løbende drøftet i EU

SVAR:

DEMONSTRATIONER: Udenrigsministeren svarer Uffe Elbæk (UFG), at situationen i Hongkong løbende bliver drøftet i EU, og at det kræver en koordineret opfølgning. Fra dansk side lægger man vægt på at sikre sammenhængende koordineret opfølgning på EU-rådskonklusionerne på tværs af de berørte områder.

Jørgensen: Et forbud mod brug af kul til el- og fjernvarmeproduktion vil umiddelbart stå i strid med EU's regler om varernes frie bevægelighed

SVAR:

KUL: Klima-, energi- og forsyningsministeren svarer Søren Søndergaard (EL), at Energistyrelsen analyserer de juridiske muligheder for at forbyde fossile brændsler til el- og varmeproduktion. Den foreløbige vurdering er, at et forbud mod brug af kul til el- og fjernvarmeproduktion udgør en handelshindring, som derfor i udgangspunktet er i strid med EU's regler om varernes frie bevægelighed.

Kofod: Jeg har været meget klar i min kritik af den uacceptabelt lange tid, det tog at indføre EU-sanktioner mod de ansvarlige i Hviderusland.

SVAR:

HVIDERUSLAND: Udenrigsministeren svarer Søren Søndergaard (EL), at EU's udenrigsministre blev enige om at indføre målrettede sanktioner i forbindelse med præsidentvalget i Hviderusland. Danmark har været blandt de lande, der har presset mest på for hurtigst muligt at vedtage EU-sanktioner mod de ansvarlige for valgsvindlen.

Hækkerup: TET anbefaler en uvildig undersøgelse af FE

SVAR:

EVALUERING: Forsvarsministeren svarer Eva Flyvholm (EL), at regeringen har fremsat et lovforslag om nedsættelse af en særlig undersøgelseskommission. Baggrunden er, at Tilsynet med Efterretningstjenesterne (TET) har anbefalet en uafhængig og uvildig undersøgelse af Forsvarets Efterretningstjeneste (FE).

Wammen: Genopretningsinstrumentet tilvejebringer finansiering til en række EU-programmer

SVAR:

GENOPRETNING: Finansministeren svarer Jan E. Jørgensen (V), at alle forhandlinger om de relevante EU-retsakter pågår i lyset af corona, det vil også sige ændringer af Kommisionens forslag til forordning om et genopretningsinstrument og en genopretningsfacilitet. Genopretningsinstrumentet tilvejebringer finansiering til en række EU-programmer.

Wermelin: I 2018 fik Miljøstyrelsen foretaget et nabotjek af EU-landene Tyskland, Sverige, Polen og Nederlandene

SVAR:

KVÆLSTOF: Miljøministeren svarer Erling Bonnesen (V), at Miljøstyrelsen har fået lavet et nabotjek af EU-landene Tyskland, Sverige, Polen og Nederlandene i 2018. Landene har beregnet et indsatsbehov for kvælstof for at opnå god tilstand i kystvande og havområder. Danmark, Tyskland og Nederlandene har det største procentvise indsatsbehov, og Sverige og Polen har de mindste.

Hummelgaard: Det vil ikke være i strid med Danmarks EU-retlige forpligtelser at fordele de 48 ugers ret til barselsdagpenge lige

SVAR:

BARSEL: Beskæftigelsesministeren svarer Astrid Carøe (SF), at det ikke vil være i strid med Danmarks EU-retlige forpligtelser at fordele de 48 ugers ret til barselsdagpenge med 26 uger til hver forælder, men at det vil opleves som om at længden af perioden forkortes. Derfor er det ikke en god og hensigtsmæssig løsning for børn eller for deres familier.