EU’s frihandelsaftaler: Fra succes til “slow motion”
EU har over det seneste årti indgået en række frihandelsaftaler, der har givet store økonomiske gevinster for medlemslandene i form af øget eksport og nye arbejdspladser. Men EU har nu vanskeligheder med at færdiggøre frihandelsaftaler med en række vigtige handelspartnere især i det asiatiske vækstområde. Det er aftaler, der er nødvendige for at skabe den markedsåbning og sikkerhed som EU’s virksomheder har brug for; ikke mindst i lyset af den verserede Ukraine-krig og vanskeligheder ved at opretholde forsyningskæder. EU bør derfor her genoverveje sin handelsstrategi.
Der inddrages stadig flere områder under EU’s handelsforhandlinger. De omfatter nu ikke kun traditionelle toldreduktioner, men også emmer som offentlige indkøb, serviceydelser, investeringer, regulatorisk samarbejde om tekniske handelshindringer, intellektuelle rettigheder (IPR), samt mere værdipolitiske emner som arbejdstagerrettigheder, klima og miljø og menneskerettigheder. Den bredspektrede tilgang er med til at vanskeliggøre forhandlingsprocessen, ligesom den komplicerer godkendelsen i Europa-Parlamentet og i medlemslandene.
Det hele kompliceres yderligere af, at der nu er fuld gang i afslutningen af store regionale frihandelsaftaler i det asiatiske område, hvor særligt to aftaler er betydningsfulde. Det drejer sig om RCEP (Regional Comprehensive Economic Partnership) og CPTPP (Comprehensive and Progressive agreement for Trans-Pacific Partnership)
Det er to handelsaftaler, som EU må undersøge, om de evt. kan vise vejen til hurtigere resultater mht. at afslutte aftaler med vigtige asiatiske lande. Den ene mulighed er at bruge indholdet i RCEP som model for de frihandelsaftaler, EU ønsker at indgå. Den anden mulighed der bør undersøges er de fordele og ulemper, der kan være ved, at EU tilslutter sig CPTPP.
