Nationale parlamenter bremser Kommissionens forslag om strejkeret

GULT KORT: For første gang afviser medlemslandenes parlamenter nu et lovforslag fra Kommissionen, som ville give de nationale domstole og EU mere kontrol over borgernes ret til at strejke.

En tredjedel af EU's medlemslandes parlamenter, heriblandt det danske Folketing, er gået sammen om at afvise EU-Kommissionens forslag om at regulere retten til at strejke.

Medlemslandenes parlamenter har dermed for første gang gjort brug af det såkaldte gule kort. Ifølge traktaten udløser det nemlig et gult kort til Kommissionen, hvis mindst 1/3 af de nationale parlamenter finder, at Kommissionens forslag er i strid med nærhedsprincippet.

"Det er svært at samle så mange nationale parlamenter om en sag. Det er aldrig sket før. Så jeg er glad for, at det er lykkedes i netop denne sag, der kunne have fået så stor betydning for dansk arbejdsmarkedspolitik," siger Europaudvalgets formand, Eva Kjer Hansen.

Historisk afvisning
Konkret betyder det gule kort, at Kommissionen nu bliver nødt til at genoverveje sit forslag. Kommissionen kan så vælge at trække forslaget tilbage, omformulere det eller genfremsætte det samme. Men under alle omstændigheder skal Kommissionen motivere beslutningen.

Og afgørelsen skaber glæde hos medlem af Europa-Parlamentet Ole Christensen (S), som kalder det for "historisk irrettesættelse af Kommissionen".

Og afvisningen af lovforslaget er historisk. Siden det gule kort blev indført med Lissabon-traktaten i 2009, er det første gang, at de nationale parlamenter bruger retten til at afvise et lovforslag for Kommissionen. 

Login