Denne uge på EU (16)

DET SKER: På dagsordenen står blandt andet CO2-kvotehandelssystemet, når EU's miljø -og klimaministre på tirsdag mødes uformelt i Danmark.

Oplæg og konferencer
Ugen starter med den årlige europæiske vindmøllekonference, som strækker sig over fire dage. Det er Bella Centret i København, som lægger lokaler til, når 400 internationale virksomheder mødes for at fremvise de nyeste innovationer inden for vindmølleteknologien.

Samme mandag begynder en to-dages konference om det europæiske jernbanesystem (ERTMS). Som det første land i EU implementerer Danmark det fælles signalsystem ERTMS. Konferencen finder sted i København i Tivoli Kongress Center. 

Tirsdag 17. april er der oplæg om populisme i politiske partier EU, når fire internationale eksperter diskuterer, hvilke konsekvenser den politiske populisme har for demokratiet. Arrangementet foregår i København på Dansk Institut for Internationale Studier fra kl. 13.00-16.00.  

Onsdag 18. april inviterer Energistyrelsen til efterdagsseminar om ESCO og EnergiEffektivitetsServices (EES). Det finder sted i Energistyrelsens kantine kl. 16.00.

Samme onsdag begynder en tre-dages konference med fokus på de videregående uddannelser i Europa. Politikere, forskere, studerende og interessenter samles på Aarhus Universitet for at debattere fremtiden inden for forskning, innovation og uddannelse i Europa under temaet Excellence.

Torsdag 19. april er der konference om europæiske børns adgang til kunst og kultur med deltagelse af den danske kulturminister Uffe Elbæk (R). Arrangementet starter kl. 9.00 og foregår på Den Sorte Diamant i København.

Fredag 20. april debatterer professor Ole Wæver og EU-chef i Dansk Energi Ulrich Bang den europæiske energipolitik i forhold til sikkerhedspolitikken, når Europabevægelsen slår dørene op for et formiddagsarrangement. Det foregår i Europa-Huset i Gothersgade og varer fra kl. 9.00-10.30.

Ministermøder i Danmark
Tirsdag 17. april mødes EU's miljø-, klima- og energiministre til et uformelt ministermøde. Som formandskabsland er det de danske ministre Ida Auken (SF) og Martin Lidegaard (R), der er værter ved mødet.

Miljøministrene skal drøfte vejen frem mod Rio+20, verdenstopmødet om bæredygtig udvikling, der finder sted i Rio de Janeiro i Brasilien i slutningen af juni, hvor der ventes 50.000 deltagere fra statsledere over ministre til NGO'er.

Desuden skal miljøministrene diskutere omstilling til en grønnere økonomi og rammerne for EU's miljøpolitik det næste årti kaldet EU's 7. Miljøhandlingsprogram.

Udfordringerne i det eksisterende CO2-kvotehandelssystem er tema under en frokost for miljø- og klimaministre, mens energiministermødet handler om udviklingen i forhandlingerne om energieffektivitetsdirektivet. Derudover lægges der op til en bred diskussion af kommissionens udspil om en energikøreplan frem mod 2050.

I EU 
Mandag 16. april er der møde i Bruxelles om FN's generalsekretærs initiativ til at sikre bæredygtig energi for alle lande med fokus på udviklingslandene. På mødet samles FN's generalsekretær Ban Ki-moon, EU kommissionens formand José Barroso, udviklingsministrene fra EU-landene og repræsentanter for udviklingslandene for at drøfte, hvordan EU kan bidrage med at opfylde det initiativ.

Tirsdag 17. april begynder Europa-Parlamentet plenarforsamling i Strasbourg, som slutter fredag 20. april. Den danske europaminister Nicolai Wammen (S) tager til Strasbourg for at deltage i plenarforsamlingen.

Om tirsdagen står EU's menneskerettighedspolitik på dagsorden.

I den forbindelse handler Altingets EU-debatemne i denne uge om EU's brug af økonomiske sanktioner for at fremme demokrati, eksempelvis over for Syrien og Iran.
Besøg Altinget.dk/eudebatten for at læse, hvad EU-ordfører Nikolaj Villumsen (EL), udenrigsordfører Søren Espersen (DF) og ekspert i mellemøstlige forhold, Søren Schmidt, mener om europæiske sanktioner som et demokratifremmende værktøj.

På onsdagens plenarforsamling er nogle af emnerne: Et fælles europæisk selskabsskattegrundlag, beskatning af energiprodukter og elektricitet samt den irske befolknings betænkeligheder ved Lissabontraktaten.    

Om torsdagen er menneskerettigheder igen på dagsordenen, når Parlamentet skal forhandle om EU's tiltrædelse af den europæiske menneskerettighedskonvention. Derudover er en aftale mellem EU og USA om overførsel af passageroplysninger på torsdagens program.

På plenarforsamlingens sidste dag, fredag 20. april, skal Parlamentet drøfte kvinder og klimaændringer samt en modernisering af Europas videregående uddannelser.

Christiansborg
Der er ingen lovforslag eller forespørgsler på EU-området, som skal til behandling i Folketingssalen.

Europaudvalget mødes fredag 20. april kl. 8.00-12.00 i værelse 2-133. I skrivende stund er der endnu ikke offentliggjort en dagsorden for mødet.

Login