Folkekirken må genfinde sin revolutionære nerve, hvis ikke næstekærlighed skal være en tom floskel
Det er på tide, at vi begynder at diskutere folkekirkens rolle i løsningen af globale problematikker. Eksempelvis har folkekirken været påfaldende tavs om flygtningesituationen, som ellers påkalder sig tilstedeværelsen af ubetinget medmenneskelighed, skriver Christian Gorm Hansen.
Har folkekirken mistet sin revolutionære nerve? Tænk, så præcist kan det altså formuleres.
Sådan var min første tanke, da jeg for nyligt stødte på dette pirrende spørgsmål i en åben indbydelse fra det teologiske fakultet på Københavns Universitet.
Under titlen ’Komme dit Rige’ har en række teologer nemlig brudt gennem murene og indkaldt til en konference i september med det formål at diskutere, om ikke det er "blevet tid til at finde tilbage til den kristne tros rødder og den revolutionerende understrøm, der altid ulmer nede under laget af den tilpasningsdygtige, institutionelle kirke", som det hedder i indkaldelsen.