Vi skal tale meget mere om, hvordan vi digitaliserer dansk idræt og resten af foreningslivet

Digitalisering kan løse mange af idræts- og foreningslivets udfordringer, og vi skal derfor sætte gang i en debat om implementeringen på området, skriver Bugge Holm Hansen.

Digitaliseringen har i den grad sneget sig ind i vores hverdag, også i det danske foreningsliv. Faktisk er Danmark et af verdens mest digitaliserede samfund, og ifølge en ny rapport om "Danskernes digitale idrætsforening" fra Idan er der potentiale for yderligere digitalisering af idrætten. Men spørgsmålet er, om idrætten bør kaste sig hovedkulds længere ind i digitaliseringen, og hvis ja – så hvordan, hvor og med hvilket etisk kompas?

Bør vi tage en pause og debattere det digitales rolle i idrætslivet nu og i fremtiden? Specielt i en tid, hvor vi står på dørtærsklen til at få kunstig intelligens ind i alle afskygninger af vores liv, er der behov for en mere nuanceret tilgang til digitaliseringen. 
 
Jeg er selv en aktiv fortaler for at se mulighederne i den teknologiske udvikling, men jeg mener, at vi har behov for at sætte tid af til debat, omtanke og refleksion, når det kommer til implementeringen i det danske idræts- og foreningsliv. Om hvilken rolle digitaliseringen skal have i idrætslivet på sigt, og hvad de mulige konsekvenser er. Hvilke steps som skal tages nu for at forme den digitale fremtid, vi ønsker.

Dansk idræt står nemlig over for en skillevej. Skal vi digitalisere idrætslivet i samme omfang, som vi har set digitaliseringen af andre dele af samfundet, eksempelvis skolerne? Eller skal vi holde hesten og trække vejret? Hvad er bedst for idrætslivet, foreningerne og ikke mindst de aktive? 

Login