Psykiatrifonden: Sådan skaber vi tryghed for bekymrede brugere

Af Benjamin Alexander Helbo

Vi har efterhånden været igennem en god håndfuld coronapressemøder, siden statsminister Mette Frederiksen første gang orienterede befolkningen om coronavirus på et pressemøde 6. marts 2020.

Dengang opfordrede statsministeren til, at man udskød eller aflyste alle arrangementer med flere end 1.000 deltagere, da “coronavirus kan sprede sig nemmere, hvis mange mennesker er samlet.”

Fem dage senere lukkede statsministeren alle landets skoler. 48 timer senere lukkede hun grænserne.
Den pludselige opbremsning førte nok til mere end almindeligt bekymrede miner hos de fleste, men for psykisk sårbare har den uforudsigelige pandemi været særligt svær. Det fortæller Psykiatrifondens programchef Lars Hübertz.

“Tilværelsen er blevet mere uforudsigelig under pandemien, og det kan være rigtig svært, hvis man har brug for struktur. Vi kan se, at vores unge brugere går baglæns i deres ‘recovery’. De får det simpelthen værre.”

Psykiatrifonden har oplevet, at bekymrede brugere har meldt afbud til deres tilbud, selv om organisationens arrangementer altid har været inden for rammerne af det tilladte.

Det er problematisk, mener Lars Hübertz. For hvis de sårbare isolerer sig endnu mere, så kan det hæmme deres bedring. Det bedste, man kan gøre som organisation, er derfor at vedligeholde den personlige kontakt med sine brugere, fortæller programchefen.

“Det er den personlige kontakt, man kommer længst med. Den skal man holde fast i. Man skal turde bruge den og gøre en ekstra indsats, for at tale med folk og berolige dem. Det er ressourcekrævende, men det giver mening.”

Nye restriktioner fik deltagere til at melde fra
Pandemiens mange fysiske restriktioner har resulteret i en del overvejelser og måske også nogle grå hår i det sidste års tid, fortæller Lars Hübertz.

Mange af Psykiatrifondens indsatser kan nemlig ikke uden videre omlægges til Zoom og Skype. I nogle projekter er den fysiske tilstedeværelse essentiel, og derfor var det problematisk, da forsamlingsloftet i december 2020 blev sænket til fem personer.

Organisationens første indskydelse var at udskyde sine fysisk baserede projekter. Den forhindring blev delvist overvundet, da det blev bekendtgjort at forsamlingsloftet på fem ikke omfatter de sociale tilbud, Psykiatrifonden yder, men så opstod et nyt problem: Deltagerne i organisationens mentorprojekt meldte fra, fortæller Lars Hübertz.

“Vi har et peer to peer-projekt, hvor vi rekrutterer frivillige, som selv har haft en psykisk sygdom, til at være mentorer for andre unge, som er på et tidligere stadie i deres "recovery". Her oplevede vi, at de unge begyndte at melde fra, fordi de følte sig usikre på, om det var sikkert.”

Her kunne organisationen have valgt at udskyde projektet, men det var mentorprojektets leder ikke interesseret i. I stedet greb hun telefonen og ringede ud til samtlige af projektets deltagere. Det skabte ro, forklarer Lars Hübertz.

“Vi har en meget dedikeret projektleder, som har ringet rundt til alle deltagere og taget en snak med dem. Hun har beroliget deltagerne og forsikret dem om, at vi afvikler det hele under nogle forsvarlige rammer, så vi heldigvis kan fortsætte projektet.”

Tæt dialog skabte tillid og tryghed
Den dedikerede projektleder er Signe Marie Bjerregaard. Hun er børne- og ungepsykolog, og hun har oplevet på nært hold, hvor svær pandemien kan være at håndtere for folk, der i forvejen er psykisk sårbare.

Derfor valgte hun at ringe deltagerne på sit projekt op, og missionen lykkedes. De personlige opkald skabte ro hos deltagerne og dannede grobund for, at projektet kunne fortsætte i sin fysiske form.

Opkaldene stod dog ikke alene. Forud for succesen lå en gennemgående indsats for at etablere tillid og personlig kontakt. Den indsats startede helt tilbage i efteråret, da projektet begyndte, forklarer Signe Marie Bjerregaard.

“Deltagerne i projektet har brug for struktur. Det hjælper dem rigtig meget i deres hverdag, fordi det er nogle sårbare unge, som allesammen har eller har haft en diagnose.”

“Det er en udfordring, for corona er meget svær at skabe en struktur omkring. Det er jo en usynlig og uforudsigelig fjende. Derfor kan jeg godt lave en struktureret plan, men den kan jeg blive nødt til at ændre, næste gang der bliver offentliggjort nye restriktioner,” forklarer børne- og ungepsykologen og fortsætter:

“Derfor gjorde jeg det klart, at jeg ikke kunne tage højde for coronaændringer i vores projekt. Det jeg i stedet kunne gøre, var hele tiden at være i tæt dialog med mentorerne, og det har virkelig skabt en tryghed for dem.”

En vigtig læring for fremtiden
At facilitere en tæt dialog under en pandemi kræver en konstant indsats, fortæller Signe Marie Bjerregaard.

“Jeg har hele tiden skrevet ud, når der har været nye restriktioner eller tiltag,” fortæller hun og uddyber:

“Hvad må man, hvad må man ikke, hvad bliver det næste tiltag? De spørgsmål får jeg tit, især efter pressemøderne, og derfor forsøger jeg hele tiden at kommunikere og gøre det klart, hvad vi står overfor, og hvilke konsekvenser det kan have for vores projekt.”

Det kræver meget tid og energi, når man både skal undervise, se pressemøder, fortolke restriktioner, skrive mails og ringe ud til sine deltagere. Signe Marie Bjerregaards vedkommende tilgang til coronapandemiens udfordringer er ressourcekrævende, ingen tvivl om det, men det er det hele værd, mener projektlederen.

“Jo, det kræver bestemt ekstra ressourcer, og det kræver omstillingsparathed. Sådan er vilkårene bare lige nu,” forklarer projektlederen, som ikke vil ændre på fremgangsmåden af den grund.

“For jeg kan jo se, at det giver bedre resultater. Det har styrket holdet og givet et tættere fællesskab. Så det, jeg har lært, er helt sikkert noget, som jeg vil bruge fremover i mit arbejde. Også efter corona er et overstået kapitel.”

Programchef Lars Hübertz stemmer i. Selvom den tætte dialog og personlige kontakt ikke løser alle udfordringer i en svær tid, så har dens brugbarhed været et lyspunkt. Derfor vil Psykiatrifonden implementere læringen med det samme, forklarer han.

“Vi kommer til at bruge den samme løsning i vores børnegrupper, hvor vi også har nogle bekymrede forældre. Det er helt legitimt, men vi vil i højere grad prøve at underrette dem om situationen og forsikre dem om, at forholdene er forsvarlige.”