Kommuner skal byde kritikken indenfor, hvis samskabelse skal flytte noget for alvor

Hvis du vil gå hurtigt, skal du gå alene. Hvis du vil nå langt, skal du gå i flok. Sådan lyder et kendt ordsprog af tvivlsom oprindelse, og samme logik danner grundlag for samskabelse, et af tidens varmeste politiske begreber.

Idealet for samskabelse er et frugtbart og gensidigt udbytterigt samarbejde mellem kommuner og frivillige civilsamfundsorganisationer. Et treårigt forskningsprojekt foretaget af Aalborg Universitet i Aalborg Kommune viser imidlertid, at kommunen har en tendens til at tilsidesætte idealet om at løfte i flok, hvis civilsamfundet stiller kritiske spørgsmål.

“Kommunen vil gerne samskabe og innovere, men de vil helst undgå at blive sagt imod. I praksis kunne vi se, at der var en tilbøjelighed til at fravælge de samarbejdspartnere, som havde en tilbøjelighed til at vælge samarbejdspartnere, som ikke stillede sig kritiske til kommunens metoder” 

Den tilgang er problematisk, fortæller ph.d. i sociologi og medforfatter til projektet Ane Grubb.

“Idéelt set burde kommunen være interesseret i at modtage kritikken. Det er jo det, der ligger i samskabelsesidealet, at nu skal vi prøve noget nyt. Det nye sker bare ikke, hvis kommunen kun lytter til dem, der er enige i dens metoder," siger hun. 

Ingen innovation uden friktion
Det aalborgensiske forskningsprojekt har fokuseret på ældre- og flygtningeområdet, og det er særligt på sidstnævnte område, at forskningen har spottet en tendens hos kommunen til at fravælge mere kritiske røster.

Enegangen går i sidste ende ud over de udsatte borgere, forklarer Ane Grubb. For de frivilliges input er essentielt, hvis samskabelsen skal være effektiv - ellers kan man lige så godt undlade at kalde det samskabelse. 

“På baggrund af vores forskning tror jeg, at det vil være gavnligt at lukke døren op og byde mere kritik indenfor. Samskabelse er til for er at lave nogle velfærdsydelser, der er responsive i forhold til borgeren. Det kræver, at man prøver at få de frivillige til at validere dem og lader dem komme med kritik,” siger Ane Grubb:  

“Det nytter ikke at kalde det samskabelse, hvis kommunen har en vision og så inddrager en frivillig organisation til at omsætte den uden at lade organisationen stille spørgsmål. Det, vi kan se, er, at det typisk ikke er den slags top-down-fremgangsmåde, der leder til de mest frugtbare samarbejder og projekter.” 

De fleste samskabelsesmøder finder sted med meget få praktikere til stede og kan derfor have svært ved at identificere praktiske problemer, der kan danne udgangspunkt for samskabelse.

Frugtbare samarbejder tager udgangspunkt i konkrete problemer
De frugtbare samarbejder etableres oftest fra bunden blandt de frivillige og kommunale frontlinjemedarbejdere og tager udgangspunkt i konkrete problemer, fortæller Ane Grubb. 

Hun fremhæver Følgesvendsprojektet, et tilbud til ensomme ældre som et vellykket eksempel.

Her oplevede både kommunens medarbejdere i ældresektoren og frivillige fra civilsamfundet, at kliker og social eksklusion gjorde det svært for mange nytilkomne ældre at blive integreret i de sociale arrangementer på kommunens aktivitetscentre. 

Derfor blev man på tværs af kommune og civilsamfund enig om, at man i fællesskab kunne hjælpe de ensomme ældre med at blive integreret i fællesskabet med de andre ældre.

Den problemorienterede bottom-up-tilgang er en af hovedårsagerne til projektets succes, fortæller Ane Grubb og henviser til to citater forskningsprojektets rapport.

“En væsentlig årsag til, at projektet er succesfuldt og formår at have en virkning i praksis, er, at projektet er opstået ud af en praktisk problematik, som sektorerne identificerede i fællesskab, tæt på praksis og mødtes om at løse,” siger Ane Grubb.

På den baggrund, konkluderes det i rapporten, er de mest succesfulde samskabelsesprojekter dem, der er startet med udgangspunkt et konkret praktisk problem.

“De samskabelsesprojekter, der har haft størst succes med at give brugerne bedre eller nye tilbud, er dem, der har taget udgangspunkt i praksis ved at være startet bottom-up med udgangspunkt i praktikernes problemoplevelser,” konstaterer forskeren. 

Mere bottom-up, mindre for top-down
Det er i høj grad kommunen, der sidder på magten, når det kommer til samskabelse, fortæller Ane Grubb. 

Det er kommunen, der definerer rammerne og målene for samskabelsesprojekterne, og det er også kommunen, der sidder med det overordnede økonomiske og juridiske ansvar. 

Hvis frivillige organisationer tager initiativ til tværsektoriel samskabelse, som kommunen af den ene eller anden grund ikke kan bakke op om, så bliver projektet yderst sjældent gennemført, forklarer hun:

“Det er vigtigt, at der hos kommunen er en udtalt villighed til at lytte til de frivillige organisationer, hvis fremtidige samskabelsesprojekter skal være effektive.”

Afstem forventningerne og undgå stereotyper
På baggrund af forskningsprojektet kommer Ane Grubb med et godt råd til kommunerne. De skal afstemme deres egne forventninger med de frivilliges, inden samskabelsen begynder.

“Vores forskning peger på, at vi nok er nødt til at dekonstruere nogle myter om, hvad frivillige kan. Man skal gå mere realistisk til samarbejdet og ikke klistre mærkater på de frivillige,” siger hun og uddyber:

“Bare fordi man siger ordet frivillig, så betyder det ikke at de nødvendigvis, de har mere lokalkendskab end de offentlige frontlinjemedarbejdere, men det er sådan en myte, der typisk motiverer kommunen til tværsektorsamarbejde.” 

Der, hvor det kan gå galt, er, hvis både de frivillige og kommunen accepterer myten og udformer et samarbejde baseret på antagelser om den anden part, forklarer Ane Grubb og giver et eksempel fra forskningsprojektet.  

“På flygtningeområdet så vi et samarbejde, hvor kommunen brugte frivillige i bestemte boligområder, hvor der havde været lidt ballade, til at skabe fællesskaber. Men det at inddrage frivillige er ikke ensbetydende med, at man får fat i borgerne og får dem ind i nogle moralsk opbyggelige fællesskaber,” siger hun og runder af:

“Der er en masse positive forventninger til de frivillige, og det er glimrende, men det er ikke altid retvisende for, hvad de frivillige egentlig kan eller skal. Derfor er det vigtigt, at kommunen og civilsamfundet forventningsafstemmer, inden de begynder at samskabe.”