Valget er tæt på at være afgjort

ANALYSE: Frustration på regeringssiden, fordi vælgerne er ligeglade med S-SF planens åbenlyse problemer, mens VK-politikernes individuelle fejl koster dyrt. Løkkes chancer nærmer sig det symbolske.

Det bliver bare værre og værre.

Selvom den første uge efter Folketingets vinterferie startede med, at LO-formanden optrådte som en granddanois i et keglespil, blev det lynhurtigt modsvaret af nye fejl fra regeringssiden. Resultatet er stadig mere trøstesløse meningsmålinger for regeringen, der må erkende, at det er tæt på at være "game over"

I princippet var det en større mavepuster, LO-formand Harald Børsting gav til S-SF planens berømte 12 minutter ekstra, da han i Politiken udtalte, at "det er et meget svært budskab at sælge til medlemmerne i en periode med tårnhøj ledighed".

Børstings udtalelse satte fingeren på S-SF's planens ømme punkt: At det er tvivlsomt - grænsende til det usandsynlige - at lønmodtagerne vil stemme overenskomster hjem med længere arbejdstid.

For ligesom at fuldstændiggøre præstationen understregede Børsting i samme interview, at han forventede at se Helle Thorning-Schmidts (S) ministerliste "i god tid". Thorning slog hurtigt fast, at LO-formanden havde misforstået noget, men Børsting havde ikke desto mindre forsynet VKO med eftertragtet ammunition.

Login