Politikere vil have sunde svin

Hvert tredje svin har sygdomstegn, når de slagtes. Nu er politikere på Christiansborg klar til at skride ind for at nedbringe antallet af syge svin. Folketinget har netop vedtaget regeringens eget forslag om bedre velfærd for svin.

Landbrugsordfører for Dansk Folkeparti Christian H. Hansen mener, at justitsministeren, som indretning af svinestalde hører under, må undersøge årsagerne til problemet.

»Branchen har et problem. At bortforklare det med, at registreringsmetoderne er blevet bedre, svarer jo til, at man først i dag havde fundet alle danskere med knæskavanker. Det ville jo ikke løse op for, at danskerne alligevel gik rundt og humpede,« siger Christian H. Hansen.

»Det går den forkerte vej, og der er ingen tvivl om, at det er staldklimaet og pladsforholdene, der er årsagen. Vi politikere skal sørge for, at det ikke kan betale sig rent økonomisk at behandle dyrene dårligt,« siger De Radikales landbrugsordfører Martin Lidegaard, som efterlyser strammere regler for brug af antibiotika.

Login