Ny besøgsindgang til 22 mio. kr.

KORT NYT: Folketinget tager ny besøgsindgang i brug. Den er lagt ind i selve den store trappe og skal bruges af de 122.000 årlige gæster.

"Den nuværende besøgsindgang er ikke dimensioneret til det store og stadig stigende antal gæster, ligesom den heller ikke er tilfredsstillende for handicappede. Det råder vi bod på med den nye indgang," siger Folketingets formand Thor Pedersen (V) til Folketingets intranet, nettinget.dk.

Den nye besøgsindgang er placeret i underetagen under Folketingets hovedtrappe. Her forbedres den nuværende adgangskontrol og garderobeopbevaring, og den videre adgang fra underetagen til Indre Hal sker ad en nyindrettet trappe eller via de eksisterende elevatorer. Rummet i kælderen har hidtil været et teknikrum.

"Et andet væsentligt kritikpunkt mod den tidligere besøgsindgang har været de udendørs kødannelser. Det undgår vi efter ombygningen. Folketinget får besøg af et stadig stigende antal gæster, og så skal vi sørge for, at forholdene følger med tiden," siger Thor Pedersen, der også glæder sig over, at den nye indgang giver bedre arbejdsforhold for Folketingets vagtpersonale.

Login